11 december 2017

Rygter vil vide..




69625_10151532062953054_2113147678_n


… at er der faldet sne i Jylland.


Passer det, vil jeg i så fald lige minde snemanden om, at jeg jo altså er ret så vild med sne, og at jeg jo altså vil føle mig noget så forbigået, hvis ikke der også kommer sne på Lolland. Hvis han er i tvivl om den nøjagtige position, så kommer jeg da gerne med koordinaterne..


Snefald afleveres venligst hertil:

Længdegrad  11. 386259999999993

og breddegrad  54.693542




72634_511819918868769_30803286_n



Med den lille reminder på plads, og ikke meget nyt at berette om fra havelivet, så vil jeg i stedet fylde pladsen ud med nyheden om, at jeg er begyndt et rygestopforløb.  Med andre ord er jeg stoppet som ryger fra og med lørdag morgen. Det giver ikke meget mening, at indhalere astmamedicin på daglig basis, hvis jeg også inhalerer nikotin. Selvom astmaen skyldes noget andet, er der ingen vej udenom fornuften. Desværre. For jeg holder af mine smøger, især dem jeg fylder nætterne med når jeg er søvnløs. Eller dem jeg snupper når jeg holder pauser i haven.


Men, det er slut nu med den fornøjelse. Det er slut og det glæder mig trods alt. Jeg tog beslutningen allerede den dag jeg forlod apoteket med den første inhalator.


Min krop skulle efter sigende få det sååå meget bedre, og jeg vælger at støtte mig op ad den lygtepæl så jeg ikke opgiver ævred inden jeg når at mærke effekten af rygestoppet. Faktisk mærker jeg jo allerede en forskel nu, og det ville jeg have forsvoret i fredags da jeg vidste at “ i morgen er det slut”. Til at holde mig selv fast i beslutningen bruger jeg blandt andet en app, som hele tiden kan vise mig, hvad jeg har opnået indtil nu. Det er ret genialt, og ansporer mig til lige at ville tage en time mere, en dag mere osv osv.


20171211_174657

Som det ses er jeg netop i dette øjeblik, blevet 106 kroner “rigere” og kroppen er sparet for 54 cigaretter. Hver aften overfører jeg beløbet på en pakke smøger til en særlig opsparingskonto, og det tilføjer lidt ekstra bonus til den udfordring jeg har givet mig selv.


Der findes i dag ikke den ryger som ikke er helt bekendt med konsekvenserne ved at ryge. Heller ikke jeg. Det er bare ikke det samme som, at det er motivation nok til at stoppe desværre. Det er ikke noget man bare lige kaster sig over fordi NU skal det være. Ikke hvis man vil have succes med stoppet. Jeg selv har forsøgt forgæves nogle gange, og blandt andet kan I læse om, hvordan det gik og sidenhen ikke gik, her:

https://defemibyen.blogspot.dk/2013/04/jeg-lrer-nyt-hele-tiden.html


Denne gang VIL jeg bare, at det lykkedes for mig. Det har, uanset hvor meget jeg har hygget mig med at ryge, i flere år irriteret mig at jeg kunne bruge pengene til så meget andet. Garn eller planter feks. Nu har jeg så oveni argumentet om flere lommepenge, så også lige fået læst en bunke rygestop sider, som har forsynet mig med de kendsgerninger ingen glad ryger gider forholde sig til. Jeg gider godt. Nu. Jeg er selvfølgelig spændt på, om jeg denne gang får ligeså ondt i gebisset feks. Jeg er også ret spændt på, om rygestoppet virkelig skulle vise sig at have en effekt, så jeg får mindre ondt i kroppen, og dermed mere tid til at lege i haven. Som skeptiker vil jeg mærke det før jeg tror det, men som rygestopper håber jeg det fanme.

Et af mine tricks til at styre trangen er blandt andet, at jeg lige indstiller skydningen med måltider i vante frekvens. Hver gang jeg spiser eller drikker kommer behovet nemlig, så hvad er mere logisk end at begrænse indtaget af kaffe og mad. For mig er det totalt logisk, og nok mere nemt end for så mange andre, for jeg har jeg jo i årevis været møghamrende bedøvende med mad. Ved ikke hvorfor, men det jeg spiser, spiser jeg kun for ikke at maven skal knurre. Jeg kan sagtens nyde mad, når andre har lavet det til mig, men selv gider jeg som bekendt kun sjældent at gå i køkkenet. Jeg er glad for mit seneste køkken, og har benyttet det oftere end de forrige fem, men som sagt er det ikke madlavning, og derefter røgtrang der kommer til at få mig ned med nakken. Jeg synes det er sværest når jeg ikke kan sove om natten, og når jeg går i haven, så det gælder mest om at få sovet igennem, OG så ville det også hjælpe gevaldigt hvis



…  det ville begynde at sne NU. Og helst i de næste par uger.




a5025ca4e77f7d407c86159a8a593e97

05 december 2017

Vågeblus i haven





20171125_121830

På denne årstid er det i manges øjne begrænset, hvad der kan laves i en have. Det ER da også både vådt og koldt nu, og det mere end vi ellers har oplevet i november de seneste år, men helt på vågeblus er min have ikke.

Hvis vejret ellers arter sig, hvilket hos mig betyder tørt og vindstille/let vind, smutter jeg i tøj i lag og går ud. Det meste af mit liv har jeg været inde om vinteren, men nu benytter jeg enhver mulighed for at være ude. At kunne gå ud uden at skulle planlægge en udflugt er en gave for mig. Det sene efterår og hele vinteren er nemlig lige præcis der, man kan tulle rundt og lave nogle af de ting, man ikke har tid til når havesæsonen er i gang.


I forrige weekend øjnede jeg således en chance for lidt jordforbedring. Vejret var fint. Luften frisk og solen høj.


Jeg ringede til naboens datter, som holder opsyn med huset, og spurgte om det var i orden, at jeg gik over og rev alle bladende sammen, der lå i et tykt lag på plænerne. Hun blev mildest talt en smule forbløffet, men da hun havde sundet sig lidt over den besynderlige københavners vintervaner, var hun mere end glad for at jeg gad. Jeg forklarede hende, at det for mig betød dejlig udetid, dyrebar gødning til et par bede med dårlig jord, og sidst men ikke mindst følelsen af at gøre en smule nytte. Med det samme begyndte hun at fable lidt om betaling i form af rødvin eller noget, men jeg fik på det bestemteste slået fast, at det IKKE var meningen. At jeg ringer og beder om at få hendes halvdøde bladaffald, er min gevinst jo.



20171125_121318


Så sådan gik det til, at jeg brugte et par timer ( med indlagte pauser) på, at indsamle alle de blade jeg kunne, og nu ligger der et tykt lag, som bare skal have lov at formulde stille og roligt gennem vinteren. Til foråret har jeg planer med netop det stykke jord, og når tiden kommer vender jeg resterne i jorden.


20171125_130300



Begrebet genbrug kan dække over rigtig mange ting og metoder. I dette tilfælde genbruger jeg naboens sommerhave til, at forbedre min vinterhave. Bladende ligger som et beskyttende lag indtil foråret samtidigt med at de fodrer regnormene.


Win Win.




20171125_142513

02 december 2017

Den første frost i haven




20171202_095445


Vi har december nu, og i dag har min have fået den første dosis af frost. Det svinger jo rigtig meget lokalt om der er frost som bebudet, og her hos mig blev det altså i dag, jeg kunne stå op til smukke hvide kanter på husløgene. Sådan en chance vil jeg ikke lade gå fra mig, så før alt andet, selv kaffen .., smuttede jeg i nattøj og røjser ud med kameraet. Solen stod højt på himlen og det var kun et spørgsmål om tid før den hvide glasering igen forsvandt for denne gang.



2016-12-02 10.36.08

På sådan en tur mærker jeg savnet efter Holger, selvom Herman og jeg har fundet os selv i en ny hverdag nu. Holger er stadig så meget en del af mit haveliv, at det især er når jeg går rundt derude, at jeg mærker min lille vens fravær. Herman er mere på farten end Holger nogensinde var, så mine timer i haven er mere “ensomme” nu. Herman ER med og han har helt styr på, hvornår jeg er udenfor, men hold nu op det er som at forsøge at fange vinden, når jeg vil have et foto af ham! Holger fulgte mig nysgerrigt rundt, og holdt sig som oftest lige i nærheden når noget aktivt skete, Herman.. ja han er absolut også nysgerrig, meeeeen her er vi mere ovre i noget med at spunse rundt i en nyindsamlet bunke blade, eller determineret opgravning af en plante jeg lige har sat i jorden.


20171202_100934


Det er forresten sjovt så forskellige de to’s adfærd er/har været. Holger var stille men royalt insisterende, hvorimod Herman “råber” op når han mener jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. På min tur rundt i dag, tog han sig allernådigst lige tid til at følge lidt med rundt, men så snart jeg standser op går det bare for langsomt, og han styrter igennem hækken og tilbage til sin private legeplads på den anden side. Han er væk, dukker op og kalder, er væk igen, kalder, spæner, kalder osv osv osv.



20171128_185822

Lad mig sige det sådan.. Herman har ingen problemer med at holde vægten! Hans nye vinterpels har givet ham den skønneste halskrave, men han er i fin form.



20171202_100234

Min have er jo ikke, som den feks var i Vestergade, hvor jeg decideret kunne gå tur fra den ene ende til den anden fordi den var så lang, men gå tur gør jeg nu alligevel. Nu er det bare mere noget med at gå rundt og rundt, og jeg kan dvæle længe ved en eller anden detalje som fanger mit øje. Den luksus har jeg nemlig. Og jeg er meget bevidst om, at jeg endelig er et sted og på en plet, hvor jeg kan sige at stress ikke længere fylder mig op konstant. Det er lidt sjovt, at med det lille og forholdsvis kedelige liv uden matrielt overforbrug jeg lever…


… så lever jeg til overflod med vore dages mest eftertragtede luksus.  Jeg har tid. Tid til at dvæle. Tid til at lave det jeg har lyst til og til at hvile så meget som jeg behøver. Kunsten for mig er så ikke at bruge for meget af den tid på, at spekulere og tænke mig selv til døde over alt det jeg ikke kan ændre eller forstå.


Har jeg har spekulationer eller uro, kræver det kun at jeg klæder mig på efter vejret og går i haven. Jeg mærker den indre ro overtage allerede inden mine fødder rammer gummistøvlerne. I øjeblikket er der ikke lige noget som overvælder hjernen, men roen i haven mærkes ekstra meget på en frostklar og stille lørdag morgen:


20171202_09541220171202_09551320171202_09564120171202_09593620171202_10035020171202_10061220171202_100820



En lille halv time brugte jeg derude i dag. Ville gerne mere, men det er trods alt for koldt, og så er det da fantastisk, at jeg med den tid jeg har og som er min helt alene, kan beslutte at resten af dagen skal bruges henslængt på sofaneseren. Med julefilm i flimmeren og lidt uld mellem hænderne.


IMG_20171113_200500_127

27 november 2017

Ændret fokus og genoplivning





20171125_142532


Jeg har nu opdateret bloggen, og fokus skifter fra en blandet landhandel til haveliv.


Der er lavet en fane med links til strik og garn, en fane med havelinks og jeg har opdateret min profilfane.


Jeg arbejder stadig på at bloggen bliver som jeg har tænkt mig..


Vi ses igen inden længe.

03 november 2017

Finale til tiden og tak herfra





IMG_20171102_131222_291

Det er november nu. Allerede. Det er som om, at jeg med alderen får mere og mere travlt med at kigge på hver eneste dag, for året har mere fart på end Concorden, og er jeg ikke opmærksom, smutter sådan et år forbi min tid her på jorden før jeg opdager det. Hvorfor er det, at tiden går hurtigere nu, end førhen? Er det fordi jeg i dag har tiden til, at mærke tidens gang? Tiden er jo den samme, som den alle dage har været. Der er ikke kommet færre dage på et år, eller mindre timer på en dag, der er stadig ti år i et årti og hundrede år i et århundrede, men alligevel er det som om den tid jeg lever i løber forbi mig, hvis ikke jeg er virkelig påpasselig med at holde godt fast i den.


Så jeg binder en snor i hver dag, og gør mit til at netop denne dag bliver husket som noget særligt.

IMG_20171101_195826_455

Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at snoren sænker farten på mine dage, men fordi jeg har et fast greb i den, kan jeg give mig selv en fornemmelse af indbildt kontrol. Den imaginære snor er i virkeligheden mit kamera. Mit kamera, som jeg hver eneste dag ( næsten) bruger til at fryse tiden fast, så jeg kan kigge tilbage og se, hvad det nu var der var så særligt lige netop den dag. Og den før og den efter.


IMG_20171101_055352_887

Jeg har “millioner” af billeder liggende efterhånden. Nogle gør det rigtigt ondt at kigge på, så de ligger urørt og samler digitalt støv til engang det måske bliver vigtigt for mig, at kunne finde dem frem, men de fleste gør mig glad. De allerfleste fortæller mig historier om udvikling og fremskridt, om kampe og sejre, og om milepæle og venskaber.


Og så er der alle dem hvor planter og farver og uld er i fokus. Og dem med mine børn på. De billeder er de bedste. Hvert eneste billede er et sekund, der er frosset for tid og evighed, og med dem kan jeg få hjælp til at huske det tiden har slettet for mig.


Tiden.



Hver ting til sin tid siger man. Der er en tid for alt, og tiden læger alle sår.



Tiden spiller en rolle i mange af vores sande og kloge ordsprog og talemåder.



Også her på min blog gør tiden sig gældende nu. Den har levet i næsten otte år, og nu er tiden inde til at sige farvel til den. Den har haft sin tid, og den har udspillet sin rolle. Den har gennemlevet den umodne og forsigtige barndom, brugt ungdommen til at finde sit ståsted og sin identitet og berettigelse som læseværdig, den har haft et rigt og fyldt voksenliv og den har ved haltet sig gennem alderdommen ved hjælp af krykker og kunstigt åndedræt. Så at sige.  Min blog har været min dagbog og min kontakt til verden udenfor, men tiden er inde til at takke af. Bloggen er ikke længere min bedste ven, for jeg har hele tiden dårlig samvittighed over ikke, at putte nye ord og sætninger ind på den. Tid har jeg massef af til det, men behovet er væk. Behovet for at notere og fortælle er skrumpet ind til Instaformatet for sandheden er jo, at jeg efter en meget lang rejse endelig er sat af på en perron, hvor jeg ikke er nødt til at kæmpe mig frem til udgangen.


Mit liv ser ud til endelig at være stabilt. HURRA. For nu. Ingen ved hvad tiden bringer, og jeg skal ikke være den der hylder den faste tro på, at livet er stationært, men alligevel. Jeg ER i mere ro nu. Og med den ro følger trangen til ikke, at fortælle så meget. Hvad pokker er der også at fortælle!  Jeg mener… min lykke er en fredelig og Ubegivenhedsrig hverdag, men med sådanne dage følger altså inden ordstrøm med.


Intet nyt er godt nyt, og det gælder i høj grad her og for mig.


Dog er en blog med intet nyt lissom lidt ikke særligt læservenlig tænker jeg…


Så kære læsere. Kære de af jer som stadig måtte være derude. Jeg takker af i dag. Takker for de mange gode kontakter jeg har fået via mine skriblerier. Jeg fastfryser tiden her på adressen, og lader den stå til evig tid. Min fremtid som skribent ligger muligvis et andet sted, og når jeg ved hvor det er så melder jeg ud. På Instagram og Facebook. Instagram har det format, der dækker mine behov som de er nu, og Facebook..  er jeg fanme træt af. Jeg har min profil der, men gider ikke rigtigt det der følger med af åndssvage reklamer, som forsøger at bilde mig ind, at mine venner synes godt om produktet!  Gu gør de da ej.


Vintertiden vil jeg bruge på, at tænke over om jeg skal finde en anden vinkel som skribent, for jeg kan i bund og grund godt lide at lege med ord, men mit problem er, at jeg ikke kan opfinde tekster. Jeg kan kun skrive de ord som er i mig i nuet. Og om min virkelighed. Fantast bliver jeg sgu aldrig HA!.


Sidder der nogen og læser med endnu, og som har ønsker til noget jeg kunne bruge ord på, så kom med forslag. Jeg er åben for nye muligheder.



Bloggen begyndte som de fem i byen, der hurtigt blev til de seks, og som ligeså hurtigt blev reduceret til de to. Så blev den til andre to og sidenhen tre og nu er den så endt med igen at være to. De to siger pænt tak for den tid i gad læse med og vi ses måske igen. I en anden tid.


Kærlig hilsen

Henriette og Herman


20171027_11472020171029_105902