23 december 2010

Det nye liv..

 

 

 

 

snow05_resize

 

 

 

Denne sidste uge inden jul, har for mig som for alle andre været en smule fortravlet. En masse praktiske ting har skulle klares, og her taler jeg ikke om julepraktisk, men om det nye liv jeg er igang med.

Og nu det med det nye liv..

Det er som om bloggens titel ikke længere har sin berettigelse, så jeg går og overvejer what to do?  Jeg beholder ihvertfald helt sikkert adressen, for det er alt for bøvlet at skifte den, men når man så har klikket sig ind på den, vil der i fremtiden komme en ny blogtitel frem foroven. Meget passende og helt i tråd med hvad der foregår inden i mig og rundt omkring mig, kommer bloggen nu til at hedde:

Det nye liv.

Hvad ellers kan jeg næsten spørge? :-)

Fra det nye år ændrer jeg forsiden og dermed også mit liv herinde. Jeg kan og vil IKKE ændre på indholdets grundpille.  Min blog er stadigt den der handler om at takle en hverdag med en psykisk lidelse, åbenhed omkring netop det at have sådan en størrelse med i dybet af sindet, og om hvordan jeg forsøger at forholde mig til det.  Fra tiden inden jeg flyttede til Vanløse, har jeg med mig en klar holdning om, at min identitet IKKE MÅ være at være pensionist og psykisk lidende. Min identitet skal til at genopbygges, for jeg er heller ikke længere en del af en tosomhed. Er ikke kæreste eller elskerinde, firdobbelt mor eller en kvinde med pligter der overstiger mine kræfter. Jeg er derimod nu på vej ind i en ny fase af mit liv, og den fase vil jeg selvfølgelig utroligt gerne dele med jer derude. Ikke kun VIL  jeg, jeg er faktisk også nødt til det, for jeg har brug for de tilbagemeldinger jeg får, til at støtte mig på de dage hvor kampen bliver for svær at håndtere.  Bloggens netværk har vist sig at være helt utroligt, og en vigtig del af mit liv nu. Jeg håber at jeg en dag står der, hvor jeg kan give noget af det tilbage igen i form af mental eller praktisk overskud.

 

SNC14053_resize

Det nye liv, kommer til at indeholde beretninger om hvordan min hverdag former sig, med skånejobbet i min lille nærstrikkebutik. ( Ja ok..  nær og nær, lige nu og indtil vi får os en egentlig egen bolig i Vanløse, er den så altså lidt mere fjern i det  hihi ), men ikke desto mindre er det et stort plus i bogen, der kan skrives om hvordan jeg skal komme videre og OP lyset igen, efter et brud der har været utroligt svært for mig. På den baggrund vil jeg selvfølgelig for en stor del forkusere endnu mere på strik, garn, og mit eget lille strikkemagasin. Jeg har syntes det var hammer sjovt at skrive sådan et, jeg har glædet mig over at finde på og illustrere, så det VIL jeg til at bruge mere tid på. Med bruddet har jeg jo også mistet met elskede og nyindrettede arbejdsværelse og DET ved jeg slet ikke hvordan jeg skal genskabe??  Selvfølgelig bliver selve min kommende bolig vel en for for retreat, men dette lille værelse har jeg lagt så meget sjæl og kærlighed i. Jeg savner det allerede.. 

DSCN4535_resize

Der skal være beretninger om de to børn jeg har og, som er grunden til at jeg aldrig har overvejet ikke at ville leve mere, uanset hvad jeg har skullet igennem. At have børn når man har en psykisk lidelse er IKKE nogen let ting, skyld og bekymring følger med, men til gengæld er netop de to elskede unger hele GRUNDEN til at livet er værd at kæmpe for. Den pris de har betalt og kommer til at betale i deres eget liv, for at have mig som mor er desværre nok ikke til at komme udenom, men sådan er livet også.  Jeg er en del af DERES baggage på godt og ondt.

Marsvin

Det nye liv, håber jeg også fremover kommer til at kunne bidrage med sjove beretninger fra dyrenes verden. Mine elskede pelsede,  SOM JEG SAVNER HELT SINDSSYGT  skal aldrig mere undvære deres mor i så lang tid som nu. Som erstatning for den hund jeg kun kan drømme om, håber jeg at komme til at bo et sted, hvor jeg så i det mindste må have en kat.  Det nye liv kan så desværre kun rumme to af de fire marsvin, så Cupcake og Chokofant kommer med mig, da de to andre er meget glade for John. Vi må som andre dyre”forældre” deles om vores kæledyr, og vi har begge indset at fire er for meget til een, så to må det være fremover. SUK OG ØV.

SNC11743_resize

Jeg håber også af hele mit hjerte at jeg må få en altan det næste sted jeg skal bo. Alt andet ville være for bittert, for altanen er jo mit grønne helle her i byen, og får jeg den ikke.. ja så må jeg lukke og slukke for min altanblog. En blog jeg ellers er stolt af og, som kunne have fyldt min hverdag med grønne skriv og oplevelser. Nu får vi se om jeg må være så heldig.

Alt i alt er jeg ikke helt nede under gulvbrædderne mere, selvom sorgen og tabet stadigt skal bearbejdes og gennemleves for at kunne lagres på den rette hylde i min erindring. Chokket er ved at fortage sig, men der kommer stadigt nogle ind i mellem, nogle der er naturlige, men som gør pokkers ondt.  Jeg har fundet en bog frem fra gemmerne i mine reoler..  En bog jeg købte engang, og som jeg egentlig aldrig troede jeg ville få brug for nogensinde igen. Bogen er ganske fortræffelig og handler om netop at overvinde sin (kæreste) sorg, og jeg kan sidde og strege under og lave æselører konstant. Bogens titel er:

ItemImage.aspx

Jeg kan varmt anbefale den til andre, der skulle befinde sig på samme sted som jeg. Hun skriver godt og ligetil, med et sprog der er til at gå til. Jeg håber at den sammen med mine samtaler hos psykologen kan hjælpe mig godt igennem denne tid, så jeg en dag står stærkt i mig selv. Måske for første gang nogensinde. Jeg har nemligt hidtil troet at jeg var stærk og, at mine erfaringer fra livet havde sat sig fast og lært mig et og andet, men det har altså ikke været tilfældet. Ihvertfald skulle jeg have fået bearbejdet sidste års chok ordentligt, i stedet for at lukke ned og suse videre uden at mærke mig selv. Gør jeg det må kroppen til sidst træde til, og gøre mig opmærksom på at noget er galt i form af uforklarlige smerter, som dem jeg har oplevet så mange af i dette år. Jeg vidste det jo godt. Burde have kunnet genkende mekanismerne fra mit ægteskab og et andet kedeligt forhold før jeg mødte min nyeste eks. At jeg nu kan føje endnu en “eks” til mit liv, er både et kæmpe nederlag og ret så trist, men man er to om forliset, og min egen del af det ved jeg godt hvad er.

 

Det nye liv..  jeg håber det bliver godt og i hvertfald er jeg nødt til at se på det som en udfordring. Desværre syntes jeg måske nok at jeg har haft nok af dem, og at jeg egentlig mest havde fortjent at kunne hvile i livet og nyde en masse gode ting, uden at skulle kæmpe så forbandet meget hele tiden.

shutterstock_63210412

 

   Kære læsere jeg ønsker jer alle en rigtigt glædelig jul og et godt nytår. På gensyn i 2011.

18 december 2010

Den hektiske flytning

 

 

NÅ, men nu er jeg så flyttet.

17122010165_resize

Der har været sket så meget, og det har været så komprimeret en uge, at jeg ikke husker det halve og har glemt resten, men faktum er at Rasmus og  jeg nu er sikkert bosat på et krisecenter på Østerbro. Denne uges dage flyder sammen, men jeg mener at det var tirsdag at Pernille kom og hjalp med at pakke mine ting ned. Min lille bil blev fyldt til randen og derefter lidt til, for jeg fik assistance af en ny veninde fra hospitalet, der gerne ville hjælpe også.  Hun holdt øje med trafikken i sidespejlet og jeg ud af forruden og det andet spejl, for jeg kunne absolut ikke se bagud. Utroligt hvad man kan presse ind i en bil når man VIL :-)

Onsdag var det så resten der skulle afsted, og jeg mødtes på adressen med Frau Putz, der i den grad fortjener en stor medalje for sin indsats. Jeg selv var næsten intet værd og ikke til meget hjælp, for tårene bare flød og flød. Alt hvad der skulle med og som stadigt ventede fra dagen i forvejen, kom i min bil, og senere stødte Hr. Putz til med en trailer. Ydermere fik hun pakket kasser med en del af det, der skal opmagasineres når vi rammer Januar. Jeg tror det var alt fra køkkenet, noget fra hobbyrummet og lidt til, men jeg er ikke helt sikker.  Trailer, biler og vi tre rettede næsen mod Østerbro, og jeg kunne så se Die Putzen in action..  Igen, jeg hjalp men var sølle og jeg er dybt taknemmelig for at de var der.

17122010152_resize

Jeg brugte aftenen på at ordne og sætte på plads. Ikke nogen stor opgave, da det jo er et minimum her befinder sig, tilgengæld er det mit og repræsenterer mig og Rasmus, så allerede da jeg satte nøglen i døren var jeg roligere. Utroligt så lidt der skal til for at jeg kan føle mig hjemme. Mine tæpper, puder, plaider, mit strik ( en lille del af det…! ), mine blomstrede kopper og min ynglingsstol er her, her er masser af stearinlys og så har jeg suppleret op i går med friske tulipaner og en bakke med juleslik.  Bingo og det er hjemme.

Slikket er nu mest til pynt og Rasmus, for jeg selv har tabt appetitten og dermed også lige ti kg siden d. 15 nov!  Ok, jeg havde jo også i den grad taget på de sidste to år, en typisk udvikling når jeg ikke har det godt i mit liv, jeg gnasker mig gennem dagene og rører mig ikke synderligt. Mit tøj er nu for stort og jeg har måttet ( med glæde trods alt ) finde det tøj frem, der var lagt væk fordi jeg var for stor til det.

17122010161_resize

Med mig i min nye tilværelse er også en Hoola Hoop ring ( den med vægt i), en kæmpe pilatesbold og min stepmaskine, og de tre ting i forening med et mere aktivt liv skal hjælpe mig til at holde humøret og få en bedre formkurve. Jeg fik jo starthjælp på afd, og den agter jeg at udnytte og bruge, for det sammen med lyslampen ( fra Anitamoccapige) giver mig helt klart en bedre start på dagen og et klarere syn og humør.

I forbindelse med indlægget fra d. 9. dec, hvor jeg bedte om hjælp er der meget at glædes over.

H O L D D A L I G E O P A L T S Å   hvor blogland har vist, at dets indbyggere er mennesker med kæmpestore hjerter og varme. Jeg har i den grad modtaget alle former for hilsener, hjælp og støtte. Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi regnet med så stor respons og så megen assistance, men jeg er dybt taknemmelig og meget meget lykkelig. Midt i al elendigheden, min store sorgfølelse og afmagten, chokket, krisen, mørket, indlæggelsen og fortvivlelsen, skinner der en SOL af glæde og taknemlighed lige foran  mig. Den sol skyldes ene og alene, at jeg har mærket at de fleste bloggere er fantastiske mennesker. Jeg er omgivet af en hel verden, der har vist at når man virkelig rammer bunden og står midt i en alt for overvældende situation, så trækker bloggerne i trådene for at man ikke helt mister sit net af sikkerhed og tryghed.

Flyttehjælp

Pakkehjælp

Mails

Post

Pakker, og meget meget mere har jeg modtaget.  Lyslampe, julegaver fra både Fyn og Jylland er modtaget, jeg er tilbudt plads til opmagasinering og kan nu sidde her i det midlertidige, men trygge hjem og endeligt se at det hele nok skal gå.

17122010158_resize

Jeg har udsigt til at kunne komme mig under sikre former, på et sted hvor der også er personale der hjælper med de praktiske og mentale problemer der stadigt ligger forude. Boligfonden har erklæret mig ( og Rasmus selvfølgelig) som værdige modtagere af en julegavekurv. Den skal jeg afhente på tirsdag og jeg er dybt berørt over, at de har tænkt på os i den forbindelse.  Den glæder vi os til, og er der noget med som kræver en ovn, tager vi det med og får det frosset ned hos mine forældre, til den dag jeg igen har sådan en maskine i min besiddelse. Der er blevet mig skaffet et kamera, for sådan et har jeg  jo bestemt ikke lyst til at undvære. Jeg er jo for pokker blogger ik :) Jeg har fået bragt et lille tv af min favoritoplæser af lydbøger, da han også har været opmærksom via Facebook på, at jeg har haft problemer. Tænk sig..  han kom slæbende med det i går, og så PR  BUS!!!  nu skal jeg bare have mig en form for tv abb, så vi kan se andet end svensk tv og TV 3.  En underlig kombi syntes I ikke?? Jeg anede ikke at han fulgte med i mit liv, så DET var en af de større overraskelser;)

GUD hvor jeg savner TV2 news og Godmorgen danmark :)

I dag lørdag har jeg så for første gang haft en helt igennem god dag. Rolig og med både en gåtur på Østerbrogade, en køretur i min elskede lille dyt og masser af surfing på nettet. Køreturen var ren træning, for det er ikke meget erfaring jeg har med kørsel i snevejr. Bilen og  jeg har derfor været på udflugt en times tid og det gik super godt. Østerbro, Trianglen, Nørrebro, motorvejen, Gentofte og retur. Herligt herligt.

Nu er det tid til at jeg skal bruge min computer til at se DR tv for DET kan man da heldigvis se live.

Hygge hygge og glædelig julelørdag aften.

 

 

17122010164_resize

17 december 2010

En forsmag på i morgen..

 

 

shutterstock_41148106

Det har været et meget hektisk og følelsesladet uge, og jeg har svigtet herinde. Der har simpelthen ikke været hverken tid eller nærvær til at opdatere   M E N….

 

I morgen lørdag er der endeligt basis for en dag uden noget andet end at være på nettet og SÅ skal der sandelige blogges til alle jer læsere der har fulgt med den sidste måned.

 

Jeg savner jer alle sammen og glæder mig til at komme stærkt tilbage :-)

 

Rigtig god fredag og knuuus

Henriette

12 december 2010

Og så retur igen…

 

 

05122010141_resize

 

 

En kort hilsen bliver det til i dag ( … som sædvanligt blev den så ikke så kort alligevel!  hihi ) . Jeg var ved godt mod, og og godt igang med at finde Henriette og troen på egen styrke igen, de jeg blev udskrevet. Det holdt sån’ ca fire timer indtil jeg igen blev konfronteret med nye informationer, der i den grad var mere end jeg som menneske kunne rumme. Fredag gik ok, men fredag aften begyndte jeg at smuldre og i går lørdag vågnede jeg op fuldstændigt i opløsning. Jeg ved heldigvis godt, at her handler min reaktion overhovedet IKKE om syg eller ikke syg, den er 100% normal, og alle andre ville reagere på nøjagtigt samme måde. Her er det mig der har en sund reaktion, på en situation der er voldsomt grænseoverskridende.

Resultatet er nu, at jeg efter en lang lørdag på en venindes sofa ( som er ganske ny i mit liv ), lå og tudede og sov på skift. Da mørket begyndte at trænge sig ind på mig ved firetiden, mistede jeg den sidste rest af overblik, og fik den nu velkendte følelse af ikke at høre til nogen steder at mærke igen. Angst og utryghed fik mig til at styrte hjem igen, fordi jeg tænkte at under min egen dyne kunne jeg få en form for ro, men ak nej..  hjemmet og eks’ens tilstedeværelse skubbede endnu mere til mine følelser og jeg måtte smide håndklædet i ringen og tage tilbage til hospitalet. Veninden og en anden velkendt medpatient stod og ventede på mig ved indgangen, og jeg blev fulgt helt ind på skadestuen. Da jeg sad der kunne jeg hverken tale eller forklare mig, så veninden måtte agere tolk og forklare hvordan det nu gik til at jeg sad der igen. Det eneste jeg kunne var at tude i stride strømme.  Har nogen forresten prøvet at køre bil i mørke med tårene sprøjtende ud af kraniet??  Ret så besværligt skal jeg lige sige :/

Handlingslammet, og i chok blev jeg blidt taget ved hånden og ført ind til en seng og jeg har sovet her i nat. Faktisk har jeg sovet det meste af dagen også. Fuldstændigt udmattet og med en smertende viden om, at jeg nu er et sted hvor al kontakt med min eks simpelthen gør mig dårlig. Kvalme og smerte/sorg og ren uforståenhed overfor hans handlinger, betyder at jeg for at beskytte mig selv bare ikke kan ham mere lige nu.

 

Resultatet idag er så, at jeg for det første ikke kan huske hvem jeg har talt med de sidste dage, hvad jeg har talt om, og hvilke aftaler der evt er indgået. Min evne til at koncentrere mig om det væsentlige er næsten væk, og jeg glemmer alt hele tiden.

 

Jeg tror nok at jeg har styr på hvad der skal ske fra i morgen, men sikker er jeg ikke. Jeg tror nok at jeg når jeg igen er udskrevet herfra mandag, skal have flyttet de få ting jeg kan få plads til videre til Østerbro, jeg tror også nok at jeg har bedt kæresten om at skaffe flyttekasser til resten, som jeg så kan bruge dagtimerne på i den kommende tid, til at pakke alle mine ejendele ned i.  Jeg tror også nok at jeg endeligt har fået skaffet mig en seng jeg kan sove i, men hvordan jeg skal få tingene transporteret kan jeg ikke huske om jeg har styr på. Det er min store og meste trygge lænestol, Rasmus’ seng, og så de ting der skal være i det lille køkken.

Jeg har fået en helt fantastisk støtte herfra blogland, og jeg må sige at jeg IKKE har glemt den, men at jeg HAR lidt svært ved at overse hvad der er tilbudt mig, og fra hvem. Hver gang  jeg åbner for min mail, så bliver jeg dybt forvirret og kan ikke overskue noget som helst.

 

Hav lidt tålmod beder jeg jer om, jeg skal nok stille og roligt få gået det hele igennem, og få styr på den helt vidunderlige hjælp og de tilbud der er kommet til mig. Lige nu er jeg mest bekymret for min søn, som selv er helt vildt utryg, og fyldt med en masse konkrete spørgsmål jeg slet ikke kan besvare lige nu. De ting han har været igennem de senere år, betyder at også han har ramt et punkt hvor stabilitet og tryghed er altafgørende. Desværre kan jeg ikke engang komme med svar der tilfredstiller hans uro, og jeg plages af skyld over at han skal være en del af min egen kaotiske situation.

 

Et eller andet sted er det jo også lidt specielt, at den der vil ud af forholdet så IKKE er den der så må tage sit tøj og gå. I stedet er det mig, der er slidt ned og helt færdig, der må og skal tage stilling til en masse praktiske ting, som jeg slet ikke har samling på mig selv til at tænke klart over.

 

Det har været rigtigt godt for mig, at kunne sove her og jeg føler igen en lille bitte smule tryghed fordi der er proffer der kan tage sig af mig. Jeg kan nemlig ikke selv alligevel og helt og holdent endnu.

 

Michael skrev i en kommentar til forrige indlæg noget meget fornuftigt, om ikke at forfalde til offerrollen. Han har ret i at jeg ikke må synke ned i den rolle. Jeg føler mig faktisk heller ikke som et egentlig offer, jeg ved jeg KAN og nok skal klare det, men jeg føler mig alligevel også berettiget til at føle afmagt og lidt ude af kurs nu. Forstår stadigt ikke helt hvordan et menneske jeg har kendt som det varmeste og mest kærlige og dejlige i verden, kan være så anderledes omkring mig, at det næsten er som to personer. Ihvertfald når det drejer sig om at forstå, hvordan jeg har det lige nu, og tage hensyn derefter.

 

Nå, men jeg sover altså her igen i nat, og så er jeg spændt på hvordan mandagen bliver. Een ting er helt sikker. Jeg har det sådan lige nu at bare tanken om at sove alene gør mig helt panisk. Sådan har jeg faktisk aldrig haft det før. Jeg har sgu levet alene i længere tid inden jeg mødte kærligheden, og jeg elskede at kunne bestemme selv, brede mig i sengen og se tv som jeg lystede. Der skal jeg tilbage til igen. Dog bliver det nok først helt aktuelt, når vi får en rigtig permanent bolig. Iøvrigt har jeg ikke engang et tv at kigge på…  DEN bliver svær for en som mig, der bruger det til at aflede tanker med.  OG ALLERVÆRST, jeg må ikke have mine elskede pelsede med. Det er faktisk det værste for jeg har mere nu brug for at nusse med dem i den fremmede bolig. Jeg kommer til at savne dem helt forfærdeligt.. ØV

 

SNC13319_resize

 

 

TUSIND MILLIONER TAK til alle jer, der har reageret på mit sidste skriv. Det bekræfter min tro på at der findes en masse varme og dejlige mennesker rundt om mig. Jeg er dybt taknemmelig og forresten også imponeret over den mængde af mails jeg har modtaget fra helt fremmede læsere jeg slet ikke vidste kiggede med hos mig. I kan tro at det varmer og giver mig glæde helt ind i sjælen.:)

 

I morgen kommer en ny dag, og med den ser vi hvad der så sker. Krisecentret Egtmontgården virker til at være et godt og trygt sted, så det skal nok gå. Det er nok allerværst lige nu fordi det er så forbandet mørkt og alle har travlt med at jule, en ting og en måned jeg helt har mistet fornemmelsen for.

 

2011 kan ikke ramme mig hurtigt nok.. Og så vil jeg forresten anskaffe mig en kat når jeg får min egen lejlighed. Sammen med de pelsede skal den nok kunne give mig masser af glæde, når Rasmus tager på efterskole.  Jeg bliver hende den mærkelige med alle dyrene. Kan I se det for jer?? :)

09 december 2010

Indlægget jeg aldrig troede jeg skulle skrive

 

 

Det er med megen ydmyghed og en skidt fornemmelse at jeg nu beder blogland om hjælp. Jeg er desværre endt i en situation der er endnu mere håbløs, end dengang  jeg blev skilt, for denne gang har jeg stort set INTET at tage med mig, andet end et par stole og mine reoler med strik og bøger. Småmøbler, lidt køkkenting og så er det vist det. Spred gerne budskabet rundt.

 

Er der nogen af alle jer derude der har noget stående som alligevel skal skrottes, vil I så donere eller sælge billigt til mig?

 

Det drejer sig om gu ved hvor mange forskellige genstande.

 

Tallerkener, bestik, gryder, pander ( mit eget er jo ubrugeligt nu hvor det har været brugt på et gaskomfur), elkedel, kaffekande mm, og så de helt umulige ting såsom, dvd’afspiller, tv, radio, noget til at opbevare tøj i, seng, sofa, spisebord, stole     og…

 

 

..Åh gud jeg kan slet ikke overskue det!  Alle mulige tanker om det praktiske hober sig op. Hvordan skal jeg få flyttet mine ting, hvorhen skal det, og for hvilke midler.

 

 

I morgen fredag skal jeg til møde med et kvindekrisecenter, hvor de har een akutbolig tilbage. Eneste issue er om der er plads til Rasmus. Den er nemlig meget lille, og lige nu kan jeg ikke tage meget med mig, så det jeg dog har af ejendele skal opmagasineres et eller andet sted. 

 

Jeg skal nemlig væk herfra og det skal gå hurtigt. Nye opdagelser har gjort at jeg ikke kan være her et sekund mere end højst nødvendigt.  Akutboligen kan jeg så heldigvis være i indtil de tre instanser der er igang med at hjælpe mig, kan fremskaffe en bolig.  Alle planer om at forsøge at gøre noget for at det ikke går for meget ud over ungerne er droppet, JEG er færdig med at yde mit. Dråben der fik bægeret til at flyde over kan jeg slet ikke holde ud at skrive om, men jeg er den der er smuttet. Det gælder mit helbred og min forstand.. Er nogen nysgerrige så skriv en mail, jeg vil gerne og HAR brug for at lukke luft ud, men det kan jeg i dette tilfælde IKKE gøre her.

 

2011 Må  og skal blive MIT år og jeg er klar til at skabe mig et liv der er godt for mig og for Rasmus.  Ku dog godt have ønsket at jeg havde været en bedre menneske kender..

 

EEN ting ved jeg dog med sikkerhed:

 

Det er IKKE mig den er gal med. Min moral og etik er den rigtige og  jeg holder fast i, at de grænser jeg har følt overskredet, ER grænser der er helt fornuftige at have.

08 december 2010

Hjemme igen. Nye udfordringer venter..

 

 

05122010142_resize

Med mig fra hospitalet har jeg hjembragt denne sten. Den fandt jeg på søndagens gåtur, men istedet for i sommerens strandkant, lå den midt i vinterens sne ovre ved cykelstativerne. Jeg syntes den er så speciel at den skal med til mit nye hjem. Et symbol på alle de revner jeg er ved at reparere i mit hjerte og i mit liv.

Jeg er vel hjemme igen. Dejligt at se Rasmus, dyrene og min egen seng. Mindre dejligt at erfare, at min mistanke om at eks’en som jeg jo skal være under tag med en ukendt tid endnu, allerede har oprettet en ny datingprofil!!!!

Jo jo, jeg har brug for al min styrke og tro på fremtiden, for DEN får jeg svært ved at takle. Og så alligevel måske ikke. Jeg har åbent forklaret at jeg havde en fornemmelse for hans nye behov, og for at spare mig selv for de roterende spekulationer der vil komme af uvidenhed og gætterier, så vil jeg have åbne kort. Det gør det også nemmere for mig at forholde mig til virkeligheden som den er.. Det vil gøre ondt en tid, og jeg har betinget mig at han holder sine skriverier med andre kvinder for sig selv. Når jeg er i stuen må han styre sig.  Og så må jeg  jeg  jo selv se frem til den dag, da jeg er ude på den anden side og lysten igen indfinder sig til at kigge på verden omkring mig. DER er JEG så ikke lige nået til endnu.

Han ER videre, og i gang med at finde nye græsgange. Argumentet med at det jo tager laaaang tid for en mand at finde en kvinde der gider interessere sig for hans profil, så derfor kan han ligeså godt gå igang nu, må jeg bare trække på skuldrene over.  Man kan ikke tvinge nogen til at elske eller begære, men der sidder jo faktisk en kvinde foran ham, som I DEN GRAD har villet ham.  Men ikke mere. Han må så bare finde sig i, at jeg når han bevæger sig ud i sit nye liv, nok i begyndelsen vil være en lille smule grådlabil. Det går over når jeg har vænnet mig til DEN tanke. Jeg orker ikke mere tankegætteri, så hellere være ærlige og få det bedste ud af situationen.

 

Men jeg GLÆDER mig faneme til at flytte, så jeg ikke skal konfronteres med ham hver dag.

07 december 2010

NU kan det satm’e være nok!( rapport fra afd psyk # 10 )

 

 

Jeg bringer lige en brugevenlig advarsel:  DETTE INDLÆG ER IKKE FOR FOLK MED HANG TIL PÆNT SPROGBRUG!

*****************************************************

Vi starter lige blidt og langsomt med at slå fast at jeg i DEN grad har været glad for at være indlagt. Det var tiltrængt, nødvendigt og meget vigtigt for mig, da jeg stod i indlæggelsens dør den der berømte aften.

Mit liv var langsomt gledet mig af hænde, depresssion og usikkerhed, træthed, angst og manglende gnist havde skøjtet mig over ende i løbet af året, og jeg blev skubbet det sidste stykke af kæresten, der ikke længere ville mere.

GODT SÅ!

Jeg har været igennem HELVEDE og jeg kan ikke anbefale det til nogen, at gå rundt på den måde uden at få hjælp. En tid gik med den ro og tryghed jeg havde så hårdt brug for, dernæst blev jeg sendt lige durk tilbage til ingenmandsland igen, af en emsig overlæge. Med fornuft og velovervejet formulering fik jeg tingene sat i perspektiv, og jeg fik igen “lov” til at sove og få ro til min sjæl. I den følgene uge har jeg indhentet Henriette rigtigt meget, og

 

SÅ KNÆKKER FILMEN SATM’E IGEN FOR HR. OVERLÆGE DOKTOR EKSPERT “%¤#&¤%i)¤(/¤!!!!!!!!!!

 

I går mandag, var dagen for den planlagte opfølgende samtale, omkring  effekten af medicin, terapi, daglige rutiner, lysbehandling og pilatesbold.

Jeg vil her lige indskyde at den har været K Æ M P E. På den ene uge fik jeg virkeligt hold på mig selv igen. Jeg har været mere social hver dag, har motioneret, skovlet sne som en anden vejarbejder, talt, været hjemme i flere omgange med succes, ringet og skrevet og talt med alt, hvad jeg kunne komme til for at finde en bolig, sørget for en mulig form arbejde i sigte, og  jeg har mærket at jeg har kunnet se fremad.

 

O G   SÅ SKER FØLGENDE :

 

Mandag morgen oprinder.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg IKKE skal til samtale alligevel. (  Nye og dårligere patienter skal til. Helt ok..)

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel skal til samtale.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel IKKE skal til samtale!!!!

Jeg tager tøj på og planlægger et besøg hjemme, samt div andet småtteri.

Jeg får at vide at jeg alligevel SKAL til samtale!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg tager tøjet af og sætter mig til at vente med en begyndende irritation ( ja ja jeg ved det, jeg er MEGET tålmodig ) ude på terassen med en til lejligheden passende beroligende smøg…

Jeg får at vide at jeg I K K E skal til samtale A L L I G E V E L !!!!

Dette sker inden for så’n ca to timer.

SÅ kan det ellers være at den anden side af Henriette begynder at vise sig, og jeg forklarer min kontaktperson, at jeg generelt er hamrende ligeglad med den samtale, det eneste jeg er optaget af er, at jeg ikke får fjernet den medicin der i kombination med den daglige rytme af bla bla bla, har fået mig til at fungere godt igen.

UUUUHHHAAA da da, “ stol på mig “ siger damen, og kigger indtrængende på mig. Du kan være HHEEEEELLLTTT tryg. Vi er alle enige om herinde at du skal fortsætte den gode stil nu. ” Bare slap af og lad være med at bekymre dig”.

Hmm!  siger jeg og går ud i verden.

Da aftenen stunder til, og jeg begynder at mærke lidt nervøsitet over morgendagens (  i dag tirsdag ) samtale med Foreningen til støtte for boligløse enlige forældre, går jeg ind og beder om min aften medicin, der består af den antidepressive, og de to der i kombi virker beroligende og søvndyssende. Jeg vil gerne sove så jeg kan være frisk og skarp selvfølgelig.

“ Det er blevet fjernet, kan jeg se. Du må vente til i morgen med at snakke med lægen om det”, lyder beskeden fra den Frue der udleverer bolsjerne.

SÅ SPRANG ELASTIKKEN FOR FRK. PATIENT.

Jeg fik trumfet igennem med fast stemme og masser af ord, at jeg ihvertfald SKULLE have noget at sove på. Og så ku jeg ellers gå i seng med nye bekymringer om, hvad ham Hr. Overlægespecialist NU har gang i??

I dag gør jeg så som anbefalet fra sygedamen i aftes, opmærksom på at jeg skal til en vigtig samtale i Kbh, og at jeg gerne vil have fejlen rettet. For det må da bestemt være en fejl, er jeg sikker på. Det er det så ikke, jeg kan vente til Hr. overlægespecialist ankommer med sit hof kl halv ti. Umuligt siger jeg, for jeg skal køre kl 10.oo DUT, og jeg skal vel at mærke K Ø R E  i bil, som i være trafiksikker.. og enhver patient ved, at før samtalerne kan begynde skal der først konfereres en times tid, og så er jeg den der er smuttet.

Jeg får sgu edder fan’me besked om, at jeg må vente til jeg kommer tilbage og at der nok skal blive taget hånd om problemet i mellemtiden.  De er simpelthen ikke rigtigt kloge og om muligt endnu mere utilregnelige end de fleste af patienterne her på den lukkede. Inden jeg går ud af døren gør jeg opmærksom på , at når jeg er tilbage så er der styr på min medicin, og ellers kan de udskrive mig. DET gider jeg godt nok ikke stå model til. Jeg har det så stabilt nu, at jeg dybest set ikke gider være her mere. Afdelingen har udtjent sin værnepligt, har gjort det den skulle og nu må jeg videre. Jeg har en yderst fornuftig praktiserende læge ude i den normale verden, der kan overtage ansvaret, OG som er enig i at NU er ikke tiden til at lege med doser eller spekulere i afhængighed. Jeg vil hjem til min søn, hjem til min egen kontrol og jeg kan mærke at jeg nu står et sted hvor jeg godt kan håndtere min virkelighed, indtil jeg kan flytte. Det er da helt sikkert at det bedste og ideelle ville være, at jeg IKKE skulle hjem til mit nuværende hjem, men sådan er det nu engang og jeg hører ikke længere til her.

Da jeg kommer tilbage til hospitalet er intet ændret, men der er ingen der vil udskrive mig før jeg har talt med Hr. klogeågesen i morgen! Han kan lige komme an kan han. SÅ skal jeg satme forklare ham at jeg ikke behøver optage mere plads herinde, og at der er andre og dårligere patienter der banker på døren derude i frostvejret. Hvad fanden ligner det?? 

Jeg afventer nu bare at tiden går, og at jeg kan komme UD igen.

 

**********************

 

Og hvordan har jeg det så, sådan helt reelt og inderst inde?

Jo ser I derude i blogland, jeg har det sgu ok. Jeg har samlet mig sammen til en næsten hel person igen. Henriette er ved at være på banen, hun har sine faste morgenmørkerutiner lagt på plads, og kan selv skaffe sig en lyslampe og en pilatesbold, hun går ind og ud af sit nuværende hjem uden de store problemer, hun VED at der kommer gode tider, med et mini job, humør, lyst og overskud,  og  også en lejlighed. Der kommer til at gå lidt tid, for det er IKKE til at skaffe på et sekund, men det er fint nok. Hvis min nu eks’ kæreste ikke længere tænder på min røv når jeg bøjer mig ned, får kyssetrang når han ser på mig, eller føler at jeg har en personlighed der er værd at holde på, så ham om det. Det er HANS TAB.  Jeg er nemlig både sexet, dejlig, fristende og godhjertet, varm, rummelig og fyldt med en masse kærlighed, og den dag jeg selv ikke længere savner det fysiske nærvær ved ham, så står der nok en anden og venter på mig. Indtil da er jeg kun styret mod et godt og trygt liv med Rasmus. Hans efterskole er vigtig for ham, så derfor er det vigtigt for mig at forblive i kommunene, da det er dem der har givet tilsagn om fuld betaling til det. Det vil andre kommuner ikke være med til har jeg nu erfaret.

Mira vil gerne have, at jeg kommer med til juletræsfest på lørdag på hendes efterskole og DET vil jeg med glæde deltage i. For hendes skyld. Hun har oplevet nok af øv i tilværelsen, så jeg vil gerne kramme hende og kigge på hendes juledekorationer på skolen. Jeg vil gerne også for min egen skyld, OG DET KAN JEG GODT.

Planerne er nu sådan, at vi vil fokusere på at ungerne ikke skal mærke for meget til endnu en trist jul i hjemmet, så vi går ud i fælleskab og indkøber et juletræ, de får opgaven med at pynte det. Vi holder julen sammen, vi overholder den månedlange aftale om at hygge i juledagene med film i lange baner for både Harry Potter og Piraten fra Carribien venter på at knas og lys bliver sat frem. DET KAN JEG OGSÅ GODT KLARE. DET SKAL JEG KLARE FORDI DET BETYDER NOGET FOR DE BØRN, DER ER KOMMET I KLEMME.

Tilgengæld kommer jeg til at indse at det bliver en julegave løs jul for mig. ÆV. Der er ingen til at give mig gaver. Kæresten er ikke kæreste mere, mine forældre har allerede brugt deres penge på at hjælpe mig i nuet, og ungerne har ingen penge så sådan er det.

Jeg tror også at nytårsaften bliver en aften jeg er alene. Jeg er mere end velkommen til at tage med, hvor vi hele tiden har skullet hen, men jeg KAN tilgengæld IKKE klare lige denne aften, i selskab med min stadigt elskede UDEN at jeg kan kysse og kramme.

 

DET KAN JEG IKKE..

 

Jeg kan en masse som I kan se, men jeg kan kun med en kombi af medicin og hverdagsrutiner. Jeg kan IKKE med en læge, der svinger som flagene på Øresundsbroen i snestorm.

Pisse, sgu, faneme,  og helvde NEJ!

Jeg vil hjem til den sofa jeg fik julepyntet lidt i søndags da jeg rundede adressen.

04122010116_resize

 

Jeg vil hjem og bage kager, bagt af dej fra Irma ( mon ikke den er bedst??), jeg vil hjem og se mit garn igen, hjem og få styr på tilværelsen som den skal være om ikke så længe, hjem til det køkken jeg er begyndt at have lyst til at koge i, hjem til det TV der stadigt er mit så længe det varer, og se på tv JEG ( og fam..) har lyst til.

Jeg vil hjem NU!

Farvel til afd. Psyk.

 

Goddag til verden og jer derude i blogland :-))))))))

( tænk kan jeg virkelig ikke bande eller skrive mere grimt end dette??  Hmm )

05 december 2010

Aktiv søndag ( rapport fra afd psyk #9 )

 

 

På denne tredje søndag i mit liv som patient, har jeg virkelig lagt mig i selen for at få en god dag, gøre det jeg er blevet rådet til, så jeg klapper mig selv på skulderen.

 

05122010138_resize

Op kl lidt over otte, morgenmad, lysterapi, skovle sne fra terassen incl fejning og saltning, vandretur en times tid, forkost, hvil, afhentning med indlagt besøg hos en god ven, plaid, kaffe og snak, aflevering og derefter afslutning med skovling af MERE sne først foran min bil, som var blokeret at en ordentlig bunke bortfejet sne fra p-pladsen!!! ( nu kan jeg så køre den ud uden problemer igen), og derefter terassen endnu engang…

 

PHEWWW!!

 

Nu syntes jeg nok, at jeg har gjort mig fortjent til at hvile ud i ro på mit værelse I MIN SENG UNDER DEN VARME DYNE. Iøvrigt er kugledynen nu heldigvis ikke længere nødvendig, jeg har i stedet tre tunge bomuldstæpper ovenpå dynen, for varm er den sgu ikke.

 

Jeg beklager hvis læserne af denne blog ku blive lidt trætte af mine skriverier for tiden, for de handler jo i den grad om det der er hændt mig, men det er altså det der fylder, det der skal ud og det der grundes og funderes meget over i mit hoved.  Så til dem der ikke gider mere ordbøvl om forhold og deslige, de kan springe af her, for nu tømmer jeg lige mit hoved for de seneste tanker ;)

 

 

05122010127_resize

 

 

 

Når man sådan går og skovler sne, får man både motioneret kroppen og hjernen. I sneen der væltede ned, og i den stilhed det giver er der masser af ro til at lade tankerne finde på plads et sted, hvor de virker fornuftige. De senere dage har jeg været meget optaget af det triste i den kærlighedshistorie jeg har været en del af, og som ikke klarede krisen. Det havde jeg faktisk ikke troet ville ske, og det ærgrer mig at to mennesker som i bund og grund har helt de samme drømme, intentioner, følelser og hensigter, skal ende med at måtte bryde. Det ærgrer mig ad helvede til for nu at sige det mildt. Også fordi vores fire sammenbragte unger nu var ved at finde melodien sammen. Vores to piger har haft utroligt meget gavn af hinanden sommeren igennem, mine børn er vilde med den mand de lærte at kende som deres mors elskede. Min datter har ligefrem erklæret højt og til alle der gad lytte, at HAN har været mere far for hende, end hendes egen kødelige af slagsen, og hun er vældigt ked af det hersens brud. Min søn ser op til ham og spørger ham til råds om en mængde ting hver eneste dag. Omvendt ved jeg at ihvertfald hans datter også er glad ved mig på sin egen måde. DET faktum har rørt mig meget for jeg har bestemt ikke været lige god som ny mor for hende, i de perioder hvor jeg har været udbrændt. ALLIGEVEL har hun besøgt mig her på hospitalet, og jeg fik det kæmpeste kram af hende i går derhjemme ( skulle hente et vigtigt brev),  mens hun fik helt tårer i øjnene, så der blev vi begge påvirkede af hele situationen. Foruden at hendes  familie  hjemme er i opløsning, har hun knagme også måttet opleve, at skolen ikke har passet ordentligt på de to elskede marsvin, som begge er døde af kulde!  Så kan det bare ikke være mere sørgeligt.  Den store teenagersøn, ved jeg ikke lige hvordan har det med mig nu, men vi taler faktisk fint sammen igen, når han rammer adressen.

Med alt det vi har været igennem , og med de udsigter der nu er til at jeg inden for en overskuelig fremtid får det godt igen, med ungerne og min egen hverdag sat i system, og med mig der har udsigt til et skånejob i min ynglingsgarnforretning ( NEMLIG SÅ ), så er alle tegn på en lettere hverdag med mere styr på tingene til at få øje på.  Jeg mærker allerede nu en forandring efter de tre uger her. Jeg har med den rette medicin og roen her fået mere overskud, jeg har fået gang i daglig motion jeg kan tage med mig ud i livet, jeg øver mig i at udvide min sociale tolerence, jeg mærker lysten til at opleve og leve mere og mere dag for dag. Lysten til en hverdag med stabilitet og plads og overskud til at være impulsiv.

 

 

Jeg forbeholder mig endnu retten til at sørge lidt over at kærligheden nåede at slides op inden.  Med de mange fælles interesser, mål og drømme, kunne vi faktisk have haft en fantastisk fremtid liggende lige foran os.. En fremtid hvor vi også kunne få mere tid til at være kærester og ikke kun problemknusere.

 

Jeg syntes det er ok at jeg ærgrer mig.. Så det gør jeg altså lige lidt endnu.

03 december 2010

Næsten 3 uger er der gået …( rapport fra afd psyk #8 )

 

 

 

 

…. og der er ikke meget andet at sige end at jeg kæmper.

 

 

28112010087_resize

 

 

 

Som i alpernes sneklædte landskab, går det op ad bakke og ned ad bakke og så tager vi lige en tur op ad bakken igen. Der er nu bred enighed i “bestyrelsen” ( personalet og jeg ) om, at hvis jeg skal stå denne kamp igennem, så er jeg simpelthen nødt til at benytte mig af de medicinske hjælpemidler der står på hylden, for ellers ender jeg istedet som en vissen grøntsag. Een ting er den overbelastning jeg oprindeligt ville lade mig indlægge for at få hjælp til at kurere, en anden er den sorg der lige blev serveret på et sølvfad for mig på dørtrinet til hospitalet.

 

Mit eneste mål er at sikre min søn og mig selv tag over hovedet, trygge rammer OG RO. At holde fokus på det kan jeg så kun, hvis jeg får støtte i form af personalets samtaler med mig, og hjælp til at sove om natten, og beroligende medicin der kan holde mig samlet om dagen. Uden det går jeg i opløsning og mister al sans for at komme videre. Den metode ER afprøvet og det gik helt galt.

 

Siden tirsdag har jeg så lige så stille igen fået styr på tankerne, og jeg har aktivt kunnet foretage telefonopkald, skrive praktiske mails, og tænke lidt frem. Jeg har det lidt sådan, at da jeg og Rasmus skal ud af vores hjem, så er det DET jeg skal været samlet til at gennemføre, og så må alle de sorgreaktioner jeg dysser lidt ned nu, komme bagefter. Som ved dødsfald, må jeg gennemføre det praktiske og så derefter lade mig selv få følelserne helt ud. I øvrigt har jeg jo mine ugentlige samtaler med psykologen og der får jeg talt og talt og tudet og tudet, og det hjælper også.

 

Jeg er sikker på at mange før jeg selv, har set det komme. Men chokket sidder jeg stadigt med. Og tusind spørgsmål som måske aldrig bliver besvaret. Det er næsten det værste for ord er det eneste jeg kan forholde mig til. Konkrete ord som sætter det på plads, der rumsterer inde i knolden på mig.  En ting som er så fjollet, men som sikkert også er helt normal, er min følelse af at være “forkert”. Fysisk må jeg være forkert, og mentalt må jeg være forkert, for det KAN ikke være mangel på kærlighed fra mig der er årsagen.    EJ, jeg ved jo godt hvorfor det er gået som det er gået, men i mørke stunder kommer disse tumpede tanker. At jeg ikke er noget værd, for var jeg det, var jeg også værd at hjælpe og støtte når jeg får det svært i sindet.  Var jeg noget værd ville jeg stadigt være værdig til at modtage både fysisk og mental kærlighed, også når jeg er syg eller svag.

 

**************************

 

 

NÅ, men her på afd er der ellers så småt ved at være bare lidt juleagtigt. Det er ikke sørgeligt det hele, og en af de ting man overlever på sådan et sted som her, er en grum humor og masser af selvironi. For tiden har vi en munter og ongoing samtale kørende, fordi det er et stort mysterie hvad der er blevet af de tre kasser julepynt som tilhører denne del af psyk afdelingerne. De er pist borte og mange har en mening og et forslag til hvad der kan være sket dem siden sidste jul. Vi er ude i  at overveje hemmelige missioner rundt i huset, for at finde den forsvundne nisse og alle hjerterne. Faktisk er der stof til en udemærket ny voksenjulekalender på DR2…  Se det for jer:

 

24 afsnit hvor en flok plejere og mere eller mindre forstyrrede patienter er på julepyntejagt rundt i hospitalets gange og kældre. D. 23 dukker det endeligt op og d. 24 kan alle glæde sig over at det alligevel blev jul i afd. psyk. Jeg tænker at Hr. Anders Mattesen ville været et godt bud på forfatter, instruktør og rolle ansvarlig ;-)  Hva ba..  hva siger du Anders? er du frisk?  hehe

 

 

Indtil videre sidder jeg og et par andre plantet foran skærmen hver aften for, at se et afsnit af Jul på Vesterbro. Længe leve DVD’en :-)

 

PS:  Jeg savner mine unger helt forfærdeligt, men de har sendt mig en lille film af dem selv fra forleden aften og  jeg blev så glad at jeg hylede lidt. De er sgu skønne og de er mine :)

 


Original Video - More videos at TinyPic

30 november 2010

Eet skridt frem og to tilbage ( rapport fra afd psyk #7 )

 

 

De korte nyheder:                       ( der endte med alligevel at blive lidt længere hihi)

 

Natten til idag og det meste af tirsdagen, har været så rædselsfuld at det faktisk ikke kan beskrives, men kort sagt kan jeg nu forhåbentlig se frem til ordentlig søvn, OG dermed mere af det overskud jeg SKAL have for at komme ud til det liv der venter. Dårlig kommunikation i mellem læger og personale endte med at jeg stod som patienten der gik helt i spåner. Og jeg mener HELT i spåner..  Rystende, grædende, bleg, slidt, nervøs og med ondt i maven, mødte jeg tirsdagen.  Og jeg gider ikke bliver MERE syg af at være her. Hvad fanden skal det hjælpe??

 

En lægesamtale senere, hvor jeg redegjorde for min oplevelse og hvad jeg iøvrigt forventer af mit ophold her, fik rettet op på den miser, men den har kostet både fysisk og psykisk. Værst er det sidste, for jeg var jo faktisk begyndt at føle en vis form for ro og optimisme. De seneste døgns oplevelser fik banket mig godt og grundigt tilbage til square one og nu må jeg forfra igen..

 

Der er langt en plan for hvad og hvordan jeg skal arbejde med tingene og den er jeg tilfreds med. Eneste hage er at uanset hvor meget jeg arbejder og slider med mig selv, vil det ikke speede sorgen op og dermed UD af mit system. Det tager den tid det tager..  desværre.

 

Jeg har lært nogle meget vigtige ting trods alt:

 

ALDRIG ALDRIG at give mig selv så 100% igen.

Aldrig at stole så 100% på kærligheden igen.

Aldrig at give køb på min egen sikkerhed i form at bolig og den slags, uanset hvor meget nogen skulle påstå at de elskde mig og ville mig.

Aldrig at forlade mig på, at det der bliver sagt holder i svære tider.

 

 

Lyder jeg bitter, er det ikke det jeg her prøver at formidle. Det handler om at denne oplevelse kan jeg simpelthen ikke tåle psykisk nogensinde igen. Aldrig har angst været en del af min diagnose eller mit liv før nu. Angst er noget af det værste jeg har oplevet i denne verden af psykisk lidelse. Jeg VED at mange ved hvad jeg taler om, når jeg siger at den er ødelæggende. Det skæve her er at man for det meste lider af angst for udefrakommende ting, og kan finde trygheden indefor hjemmets fire vægge. Min angst er skabt netop der hvor jeg skulle være mest tryg, så hvor går jeg så hen??

 

 

Jeg har kun mig selv og mine børn og mine forældre at stole på og tage mig af. Deres kærlighed er tryg og konstant, UANSET hvor syg jeg bliver i perioder.

 

Indtil videre pisker tårene stadigt ud af mig, og som Lavendel så godt har beskrevet, så ved jeg da nu lidt om den proces der venter mig. Jeg glæder mig til fasen der handler om vrede.. Jeg trænger til at tæske løs på et eller andet.

 

Over and out ;)

29 november 2010

Sikke en mandag ( rapport fra afd psyk #6 )

 

 

 

28112010094_resize

 

 

 

Midt i bunken at sten henne ved den smeltede sne omkring varmeristen, der fandt jeg  jo et hjerte på min gåtur i går.

 

Desværre var det ikke mit, og heller ikke min elskedes. Hans hjerte er uden for rækkevidde, og MIT er ikke lavet at sten..  desværre.

 

Mit hjerte er lavet af det blødeste matriale, varmt, sart, pulserende og fyldt med så mange følelser at det er sprængt. Det kunne ikke rumme mere.

 

Nu går jeg så rundt her på afd, og prøver at finde alle stumperne, forsøger bid for bid at lime skårene sammen igen. En svær proces for hver gang jeg syntes jeg har fundet en lim der virker stærk nok, så går det fra hinanden igen et andet sted. Krakelerer og sprækker, og ud siver der tårer i stride strømme. De følges ad med de ord, der er blevet gemt derinde og som jeg har værnet om med kærlighed og stolthed fra den første dag. 

 

***************

 

I dag har været en af de grimme dage. Jeg er blevet udfordret af planen for min helbredelse, af mangel på søvn ( det er mere end 24 timer siden), af udsigten til en kold tyrker for at få den helende søvn tilbage fra medicinens lænker. Som timerne er gået er jeg blevet mere og mere sårbar og udmattet, og nu sidder jeg her..

 

Et varmt  bad og en gevaldig tudetur senere. Der er talt og fortalt, rådet og tøvet og serveret the i min kop. Hvor meget af det jeg husker i morgen er uvist endnu, om jeg får sovet denne nat er næste stensikkert tvivlsomt, om jeg står i morgen igennem er nok mere sikkert, for jeg kæmper.

 

FOR SATAN HVOR JEG KÆMPER..

 

Og FOR SATAN hvor jeg savner..

 

28112010096_resize

Forrygende søndag, men så…( rapport fra afd psyk #5 )

(Beklager den forringede billedkvalitet, men jeg har jo heller ikke noget rigtigt kamera længere..)

 

28112010086_resize

 

Søndag var en god dag, trods den totale mangel på noget, der bare mindede om en adventskrans her på afd. Den nåede ikke at blive fremstillet, og når den engang kommer på plads, vil det være med en form for elektriske stearinlys!!  Hmmm  Ingen har åbenbart endnu opfundet et kalenderlys der ikke er levende :( Så det må vi undvære.

 

Nå, men jeg var vågnet tidligt, og allerede ved halv nitiden klædte jeg mig på med forhåndenværende varme fra min medbragte garderobe. GODT man er strikker, så to sjaler, een sweater og et par vanter senere tog jeg de første skridt på en vandring i området ved hospitalet.  Da det jo var en god dag, blev det hurtigt til en ekspedition efter smukke eller interessante detaljer. Min tanke var at selv om jeg befinder mig et møgkedeligt sted, behøver det hele jo ikke være det. Se bare her:

 

28112010061_resize  28112010103_resize

28112010107_resize  28112010102_resize

 

28112010105_resize  28112010108_resize

 

Også bygningerne gemmer på både smukke og fine detaljer:

 

28112010075_resize  28112010080_resize

28112010085_resize  28112010097_resize

 

 

Jeg fandt et hjerte og flere fuglereder:

 

28112010094_resize  28112010084_resize

 

 

Et kig ud til den virkelige verden:

28112010064_resize  28112010072_resize

 

Og til sidste skal I se at jeg har bygget min egen lille snemand. Billedet er fra i nat.. ( ja ja, jeg har ikke sovet. Altså som i SLET IKKE..)

27112010056_resize

 

Da jeg kom hjem igen var der helt uden at jeg opdagede det gået mere end en time. Jeg var stolt og glad, for at have gjort det så godt.

 

Derfra fortsatte jeg med min første lysbehandling, og noooojjj hvor er det dejligt at sidde foran sådan en lampe. Jeg får en time ( det handler lidt om afstanden fra lampen og til mit hoved ), og i den time skal jeg bare sidde med front mod lyset, og jeg kan enten strikke ( som i går), eller skrive ( som lige nu) . Jeg håber sådan det hjælper, og er spændt på hvornår og om jeg kan mærke effekten.

 

Ligeså dejlig en dag jeg havde, ligeså en forfærdelig og gyselig nat har det været i nat. Som et lyn fra en klar himmel, ramtes jeg af de realiteter som jeg jo lever i og med. Sorgen dukkede op igen, og tankerne om alt det jeg føler jeg har mistet fik tag i mit hjerte. Jeg VED med min fornuft at jeg skal flytte og at jeg skal gemme min kærlighed væk til en anden go’ gang, men mit hjerte… det kan ikke rumme det. Så jeg har vandret, røget, vandret igen, siddet på min pilatesbold og forsøgt at finde fodfæste, drukket kamillethe, strikket, vandret, og mest af alt har jeg bare tudet tudet tudet. 

 

Det mærkelige er at jeg stadigt KAN græde, for jeg husker udemærket der hvor jeg føler mig svigtet, og dermed burde være lettet over at det nu er slut med det.

 

 

Men er der ikke noget med at BURDE er død??

27 november 2010

Medicineringens svære balancegang ( rapport fra afd psyk #4 )

 

 

GODT SÅ!

Det kan jeg så sige herfra i dag. Der er nu to typer medicin jeg absolut IKKE har godt af, meeeeen der er jo mange mange andre slags at vælge imellem. Som fra en bolsjekrukke skal man stikke hånden ned i udvalget, og finde liiige præcis det “bolsje” der “smager” godt..

De er mægtigt obs på herinde, at jeg har haft et uhensigtsmæssigt søvnmønster de senere år, og at det også kan være en faktor omkring depressionens tag i mig. For at sige det som det er, så har jeg generelt svært ved at hømme mig selv i kassen om aftenen, og når jeg endelig er der bliver det sent før jeg føler lyst til at sove. Trods det har jeg for det meste alligevel været vågen enten sammen med John kl seks morgen, eller allersenest når han kyssede mig farvel ved syvtiden. Så har jeg været vågen et par timer eller tre, har derefter sovet lidt igen, været vågen, sovet lidt igen og så…  jahhh, aftentid og så tager vi turen igen.

Det er blevet mig bemærket at DET skal laves om. NU!    Jeg klapper hælene sammen og gør honnør med ordene JAVEL Fru Læge. 

Ej, jeg kan godt selv se det. Det er ikke godt for hverken krop eller sjæl, og jeg vil faktisk rigtigt gerne have nye døgnrytmer og system i mine hverdage. Det der med medicin til at falde til ro på og til at sove på og til at slappe af på og til guderne må vide hvad mere, kan være ret så tricky. En balancegang omkring for meget og for længe, og for lidt i for kort tid. Jeg selv hader stadset, men måtte jo ty til det beroligende en tre ugers tid inden jeg blev indlagt, for simpelthen at kunne standse bare lidt af de indre rystelser. Desværre bliver man/jeg M E G E T hurtigt afhængig af det, og allerede da jeg kom herind, var kroppen hooked. Det betyder at pillen virker når man tager den, MEN allerede efter fire timer ophører effekten og resten af natten består af konstant vekslen mellem at sove og vågne, sove og vågne indtil jeg til sidst står op.

SÅ altså..  det blev besluttet af en enig bestyrelse ( mig, læge og kontaktperson), at jeg skal vænnes fra Benzodiazepinerne, og i stedet ha noget andet, for jeg har voldsomt brug for den nattesøvn, og er endnu ikke stabil nok til helt at stå af piller der hjælper på det, endnu.

Onsdag aften var så aftenen  hvor jeg skulle prøve noget andet, og jeg fik ordineret et alternativ som i kombination med nedtrapning af sovepillen, skulle give mig en god nattesøvn. DET må man så sige at jeg fik! MED bonus faktisk, i form af hævede fødder, hænder og øjne jeg ikke kunne åbne næste morgen, TOTALT svævende fornemmelse, og en form for handlingslammelse der bla fik mig til at være helt zombieagtig. Den fornemmelse forsvandt først langt ud på eftermiddagen torsdag. Så det blev besluttet at det skulle vendes med den søde lægedame fredag formiddag, og her kom bolsjekrukken så frem igen , og et andet præparat kom på bordet. Denne gang en pille, der skulle indtages et par timer før sovetid, og som skulle virke på samme måde, som når man naturligt bliver mere og mere tændt på at gå i seng for at sove til normaltid.

Javel Ja.

Her er det at jeg må indrømme, at jeg nu tager en alm afvænning med hvad deraf følger af uregelmæssig søvn, men i samråd med en anden snild lægedame bliver det ikke før jeg har det rigtigt godt igen. For sove det SKAL jeg altså gøre i helbredelsesprocessen.

Det der hændte fredag aften var som følger:

Jeg skulle tage en pille ved titiden, men allerede halvti blev bolsjevognen kørt rundt på afd, så jeg tager bare hele bundtet og erklærer at en halv time fra eller til, må være lige fedt. Om jeg bliver træt halv tolv eller tolv.. Potatoes potaatoos ik . 

NOT!

Præcis et kvarter senere fik jeg voldsomme vanskeligheder med at færdiggøre et skriv på facebook, min mund kunne ikke få ordene ud ved tale, jeg blev svimmel helt ud i det vanvittige og havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg sige at jeg havde fået en ordentlig brandert på. Jeg snøvletænker så at jeg hellere bare må lukke computeren og sove, så jeg kører sengen tilbage til liggeposition,men da jeg lukker øjnene har jeg de vildeste lysglimt der ligesom eksploderer som en blitz inde bag lågene. En million billeder suser forbi mit indre øje, farver og lyd kører rundt i psykedeliske mønstre. Hmmm tåger jeg, men bliver bare liggende. Kan faktisk ikke andet, for stå på benene er lodret helt umuligt. Ved titiden kommer sygeplejemanden så ind for lige at chekke om pillen er begyndt at virke..

MMTTJOOOO siger jeg..

Hans bekymring når nye højder, da jeg også begynder at ryste helt ukontrolleret og fryse som på arktis uden kluns på kroppen. Jeg får mere tøj på og ekstra tæpper på sengen, varmen bliver skruet op i radiatoren og en læge bliver tilkaldt. På det tidspunkt er mit blodtryk begyndt at falde og det bliver det ved med i timevis. Hele natten til lørdag bliver altså en nat med halvtimelige check af hjerte og blodtryk, servering af saft og youghurt, mere check og så lige lidt mere. Gentagne lægebesøg og personalet der kigger til mig hele tiden.

Det siger sig selv, at jeg var fuldstændigt færdig her til morgen ( lørdag), og denne virkning aftog først langt ud på eftermiddagen. Jeg blev beordret til at blive i sengen og ikke stå ud ved egen hjælp indtil ved frokosttid. Derefter havde jeg igen fået skiftet den askegrå kulør i ansigtet ud med en mere lyserød en af slagsen, og jeg insisterede på at gå en lille tur. Ude i bilen har jeg nemlig fået mig et lager af mælk og andre kølevarer, som ikke må stå i afd. køleskab. ( Det er noget med sundhedsstyrelsen!!) Mig ud i sneen, finde mælk og andet frem, pløje mig en tur igennem snedriverne og hjem igen, hvor jeg derefter tog fat på at skovle sne fra terassen og bygge mig en mini snemand på bordet. Alt sammen i forsøget på at få skidtet arbejdet ud af kroppen.

27112010041

Den sidste jeg mærkede til den syrede pille, var gevaldige efterrysteture, hjertebanken og småpanik, så en beroligende måtte tage det sidste og NU

…Er jeg mig selv igen… Lidt småtræt og ør i kasketten, men ok og totalt chilled hihi.

 

 

 

Jeg tænker at det måske er ok at vi dropper flere eksperimenter for denne gang??

26 november 2010

Lidt jul…

 

 

 

Mine unger i '96

 

 

Ja jeg har jo ikke rigtigt noget hjem at pynte op i, men så kan jeg da heldigvis pynte op her.  Har fedtet lidt med det i en tid, og nu gider jeg ikke mere, men her er da også fint nu, eller hvad..?

25 november 2010

At stå stille midt i ræset ( rapport fra afd psyk #3 )

 

 

 

SNC17270_resize

Inden jeg fortsætter min beretning, er det vigtigt for mig at sige TAK til alle jer der hænger på her. TAK for alle kommentarene, der får mig til at fortsætte og føle, at det har en betydning hvad jeg fortæller. EKSTRA TAK til de nye/ukendte læsere der også har skrevet. Til jer kan jeg tilføje, at det glæder mig rigtigt meget at I har været her, og at I har skrevet til mig.  Jeg skriver til jer alle sammen i eet, for jeg kan ærligt ikke overskue at svare hver enkelt fra hvert indlæg lige for tiden. IKKE at det skal misforstås som at I skal holde op med at kommentere…  Tværtimod. Jeg suger hvert et ord til mig og bruger dem til at overbevise mig selv om at jeg ikke skal opgive. Så skriv skriv skriv til mig, det hjælper og varmer mit hjerte.

***********************

Jeg befinder mig et sært sted nu. Mentalt altså. Midt i mylderet af liv fra den verden der omgiver mig, står jeg selv helt stille og ligesom mærker et pust, der gør mig opmærksom på at jeg netop gør lige det: 

STÅR STILLE.

Det er et ubehageligt sted at stå, nærmest som om jeg er hægtet af livet for en stund. Det bliver forstærket af den tid, der allerede nu demonstrerer sig selv allevegne. Om nogen har jeg jo været fuldstændigt overbevist om, at ingen jul skulle eller kunne være mere trist end den jeg/vi oplevede sidste år. Jeg har været fast besluttet på at lade mig føre med af  juleånden, lade den erobre vores fælles hjem, med bagværk, kranse og lys. I familiens ånd, med tanke på at oprette traditioner der skulle være helt vores egne, til glæde for min elskede, ungerne og for mig selv.

Nu sidder jeg her..  Forvirret og handlingslammet. Og jeg aner ærligt talt ikke hviket faktum der reelt gør mig så trist:

Depressionen?

Chokket over at miste mit fundament, og mit liv med manden jeg troede jeg skulle dele mange år endnu med? 

Håbet der nu ikke længere er der, om at jeg stadigt var elsket nok til at række videre ud i fremtiden, udover sygdommens tag i mig, og indtil Henriette var tilbage igen?

Julen, der repræsenterer nærvær og familietid?

Livet jeg kan se ræse afsted derude lige foran døren til hospitalet?

eller

Mørket der hvis jeg var hjemme ville betyde masser af tændte stearinlys, varme og hygge, men som her bare er vintermørke og intet andet.

En anden ting der påvirker mig selvom det ikke burde gøre det, er det at jeg simpelthen ikke kan rumme i mit hoved, at jeg slet ikke længere betyder noget for min nu ekskæreste.  Det burde ikke betyde noget ved det af, at jeg aldrig har været vant til at han ringede til mig. Det har han bare aldrig praktiseret, med mindre der har været en praktisk grund til det, så hvorfor skulle han så få den tanke at ringe lige netop nu?  Nu er jeg ikke engang hans elskede længere, så nu er der jo SLET ingen grund til at interesseres sig for om jeg er ok. Ingen grund til bekymring eller omtanke. Men jeg kan bare ikke forstå det.

Jeg VED at det sikkert også er hans måde at distancere sig fra mig på, at komme videre, men alligevel. Det er faneme underligt! Og jeg føler mig fuldstændigt betydningsløs og tilintetgjort som menneske, men jeg ved godt at er man færdig med at føle noget for nogen, så gælder det hele vejen rundt i registret. Man er simpelthen

 

HAMRENDE LIGEGLAD.

 

 

Det bliver jeg vel også selv en dag..

24 november 2010

Helt og aldeles tom ( rapport fra afd psyk #2 ) (( og lidt strik))

 

( beklager genbrug af foto, men jeg må jo ikke fotografere her)

 

SNC17219_resize

 

Vi er nu nået til den 9. dag på afd, og  jeg har været mange stadier igennem. Hele følelsesregistret lige med undtagelse af vrede.

 

Jeg ved ikke hvad det er med den vrede?

 

Vi kan ligesom ikke sammen. I det små… jojo så går det fint, og jeg kan blive sur over et eller andet, men den udrensende vrede, den der burde være en selvfølge nu, hvor jeg har ro og fred til at få sat årene og sårene i system og derfor også kan se, at jeg har været alene langt hen ad vejen i kampen for, at kærligheden skulle overleve, og for at jeg som menneske skulle få det godt igen, efter julen sidste år, den vrede kan jeg slet ikke finde frem fra mit indre.

 

Jeg har da hele tiden vidst ( jeg er jo dog en voksen og også livserfaren Quinde ), at der var ting og tegn i retning af, at min kærlighed var for stor i forhold til det jeg modtog retur. Men trods den voksnes klogskab, så har jeg også som en uerfaren ung pige troet på at kærligheden var der i de perioder hvor angsten ikke tog over, at det bare handlede om tid pga alle de belastninger og problemer vi har været plaget af. At kærligheden var stor nok, til at kunne række over de problemer og tage min hånd for at vandre videre i livet, når der igen var ro i lejren. Jeg selv skulle have været i behandling længe før nu, men så...   Jeg bliver rask og klar igen, men toget er kørt. Jeg fik ikke nogen billet til den videre tur ind i fremtiden med kæresten.

 

Det var det med vreden..

 

Jeg ville ønske at jeg kunne være vred. Vred over at jeg ikke ved hvor længe jeg har gået i angsten, uden at vide at den var velbegrundet. Vred over at den angst og frygt jeg har udviklet, ikke er blevet mødt med kærlighed og forståelse, og frem for alt viljen til at hjælpe mig af med den igen. Istedet for at få bekymringen til at forsvinde med masser af samtale og viljen til at hjælpe mig med de ting der var svære for mig, er der istedet lagt brænde på bålet ved yderligere handlinger, som har fået hele mit system til at accelere i panik og frygt.

Jeg burde være så vred, skuffet og led ved, at jeg har givet min kærlighed ubetinget, vred over at vi dybest set aldrig fik en chance, da først vi boede sammen. Betingelserne var umulige, den store knægts ihærdige indsats for effektiv og den faderlige evne til at sige STOP SÅ  for ringe, pladsen for trang og min psyke for skrøbelig, og kommunen for sløv i optrækket da vi første gang rakte ud efter hjælp.

 

VRED VRED VRED…

 

Jeg er bare ikke vred. Kun tom som en tønde efter sømænds besøg hos kromutter. Jeg føler ingenting. kan sagtens grine af en vittighed, tude af sorg og savn, blive irriteret og bitter, men det hele varer kun kort, og jeg fyldes igen af denne underlige ingentingsfornemmelse.  Hvad skal jeg i det hele taget føle?? Lettelse over at jeg nu er ude af cirkuset? Eller sorg over tabet af det jeg troede på?  Vrede? Bitterhed? Hva? hva?hva?    sig mig det, for jeg kan ikke selv frembringe andet end det store rungende ?????

 

**********************************

 

Ellers går det fint på afd. Som søvnløs har jeg det privilegium at jeg kan sidde under en GRANDE parasol, pakket ind til tænderne i sjaler og tæpper, ryge mine giftpinde og drikke kamillethe, imens jeg lytter til nattens stilhed, regnen der siler eller sneen der falder så tyst.  Det er et dejligt øjeblik for mig, derude under stjernerne, med ro til at mærke mine egne følelser, om de så er helt væk, eller fylder mig med minder der gør mig ked af det.

Her er stadigt drama ind i mellem, og  jeg vil her benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle landets plejere og andet godtfolk på de psykiatriske afdelinger. De kommer faneme ikke sovende til deres løn. Samtidigt med at de skal være der for patienterne, og det er de som oftest, så skal de sørge for maden, jounalerne, “underholding”, mandsopdækning til patienter der kræver det, koordinere og ikke mindst…

Trække vejret.  Phewww siger jeg bare. GUD BEVARE DANMARK OG SYGEHUSPERSONALET.

 

 

 

 

SNC17827_resize

SNC13302_resize2

 

Jeg har roen i mit eget værelse, og vil her til slut fortælle at når det handler om strik er jeg virkeligt kommet i vælten som et orakel og et talent. En status jeg ikke selv mener jeg fortjener, men faktum er at der meldes om udbrud af voldsom begejstring, især over mit Kaunisjal i mange farver, men også over at jeg har strikket min hoodie, at jeg i det hele taget har strikket de ting  jeg har, og at jeg nu har kopieret en købt cardigan og bare strikket den på slump og efter gehør.  Og så er jeg forresten gået i gang med endnu en udgave af den sweater fra Wilfert fra sidste måned. Denne gang i grå og med planer om spændende ændringer.

 

Ved I hvad derude…?

 

Jeg HAR fortalt dem, at der her i blogland og på Ravelry findes tusind gange bedre strikkere, men JEG er ikke den der afviser ros for tiden. Og masser af den :-)

 

HIT ME!  siger jeg bare

19 november 2010

How to remain sane ( rapport fra afd psyk #1 )

 

 

Det er fredag aften på afd psyk.

 

Efter nu fem dage i tryg varetægt, sidder jeg her og skal igennem min første fredag i mit nye liv uden min elskede. For at sige det som det er, så er det så smertefuldt at jeg hellere vil føde en hest på tværs, end at opleve dette nogensinde igen.

 

Hjertesorg, indlagt, fredag aften, november, og helt alene.

 

“How to remain sane” ? , spørger The Ark.   Tjaaaa…

 

Jeg tager helt bogstaveligt eet minut ad gangen, imens jeg skæver til den mobil der pludseligt er blevet min livline til fornuften udenfor disse fire vægge. Problemet er jo bare at den eneste der IKKE ringer, er ham jeg allerhelst vil høre fra..

 

Vi tager lige remsen fra en ende af, så er det overstået for jer derude for denne gang:

 

Jeg savner HAM

Jeg savner mine børn

Jeg savner HAM

Jeg savner mine små pelsede basser

Jeg savner HANS hænder, som er de smukkeste og tryggeste i verden

Jeg savner mit tøj

Jeg savner HANS favntag som indtil for fjorten dage siden holdt mig så tæt hver eneste nat

Jeg savner mit hjem ( som nu ikke er mit mere..)

Jeg savner HANS duft på puden ved siden af min

Jeg savner mine støvler og sko

Jeg savner at HAN kysser mig godmorgen

Jeg savner den Henriette der var, og som er gemt et sted inden i min sjæl.

Jeg savner HANS krop som er den smukkeste jeg har haft i mine hænder nogen sinde.

Jeg savner mine varme tæpper

Jeg savner det blik som HAN så på mig med,   engang..

 

MEST af alt så savner jeg hele 2008 som var det lykkeligste år i mit ellers bøvlede liv. Savner euforien, glæden og lykkefølelsen.  Savner løfterne om en dejlig fremtid.

 

Hvad jeg ikke savner, er alle de bekymringer og den smerte der har fyldt for meget i 2009 og 2010. Problemet er, at jeg har elsket ( alt for meget) og PÅ TRODS af alt, hvorimod min elskede ikke har magtet at gøre det samme. Ikke magtet at elske mig på trods af sygdom, venners manglende støtte og svære tider. Det kan også blive FOR svært, det ved jeg. Der er grænser og man må stå af når man begynder at svinde ind selv.

 

Bare noget lort at jeg ikke har kunnet stå af selv, da jeg begyndte at svinde…

 

 

Godt så!

 

Hverdagen her på afd er ellers ikke kedelig. I går torsdag blev jeg bogstaveligt talt herset ud af min søvn og seng, tidligt om morgenen fordi en anden og mere dårlig patient skulle bruge stuen. Jeg lå i forvejen på et afsnit der ikke hører til Vanløse, så på ti  min var jeg selv og mine ejendele smidt i pose og sæk, og transporteret til naboafd, hvor en ny stue ventede. I alt det kaos jeg føler indvendigt var det ikke lige det fedeste, men sådan er det. Nu er jeg beboer af den kæmpeste stue i afd med eget bad og toilet. Umiddelbart lyder det jo mægtigt, der er bare det at når man er i en konstant følelse af utryghed, forladthed og ensomhed, ja så ku jeg nok ha ønsket mig et værelse nærmere på størrelse med et kosteskab. Men igen.. sådan er det.

 

Her er patienter af enhver art, hvoraf flere giver ordet lukket afd helt ny mening..  Det kræver en stærk psyke at være indlagt på psykiatrisk afd! 

Bare så I ved det derude. Det er IKKE for sarte sjæle eller folk med tendens til tics.

 

Jeg selv har min kugledyne. Jeg har mine smøger, som desværre ikke bliver lagt på hylden, som planlagt inden for nærmeste fremtid. Jeg har mine Paranødder som jeg kæmper for at indtage ( min appetit er pist borte, og jeg har ikke indtaget fornuftig føde i en uges tid nu). Som et andet egern sidder jeg og nipper små bidder af den fordømte nød, skyller ned med vand og håber at det bliver hvor det skal i min mave. Musik kan jeg slet ikke rumme, da alt musik minder mig om kæresten. Det samme gælder film, og faktisk også denne computer jeg sidder ved nu, og allerværst… strikketøjet.

At strikke har været noget der i den grad har hængt sammen med vores liv i fællesskab, fordi jeg ikke strikkede før jeg mødte ham. Jeg håber at lysten kommer tilbage, indtil videre kigger jeg bare på det.

Iøvrigt blev alt taget fra mig den første dag, og strikkepindende var stort NO NO. Ligeså saksen i tasken, nøglesnoren, ledninger, plastikposer, glasset med Nescafe og snore i tøjet.

 

Jo jo der bliver som sagt passet ret så godt på mig her. Jeg har dog jo fået det hele tilbage igen, incl kaffen der nu befinder sig i en plastbøtte med låg. Vandet må jeg ikke selv koge, men hvad fa’en :) Jeg må ikke gå løs uden ledsager og der er hegn omkring hele arealet. Det er dog ikke strømførende..

 

For at fokusere på andet end min sorg, har jeg brugt min formiddag på praktiske ting. Talt med boligselskaber og  kommune, meldt mig på Boligportal.dk, og overvejet om jeg skulle oprette en gruppe på Facebook til støtte for Rasmus og Henriettes nye liv. Formålet skulle være at mennesker med ejendele vi mangler nu, meget gerne måtte donere… Men jeg syntes det lyder lidt søgt så det blev ved tanken.

 

Nok for nu, jeg vender tilbage næste gang jeg har ord til bloggen.