31 december 2017

Farvel til 2017 og goddag til 2018

2041_491030297614398_518361116_n


Det er nytårsdag lige nu og jeg vil lige huske at ønske alle et rigtigt godt nytår. Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at 2017 skulle vise sig, at blive et rigtigt jubelår for ungerne og mig. Kun Holgers død har været årsag til sorg og tristhed i hjertet.

Jeg ser frem til 2018 og glæder mig til en masse hyggelige timer her igennem vinteren, med strik og tv og lidt “armchair gardeing”.

23 december 2017

Julen i det lille udkantshjem





2015-12-20 18.50.37


Her i det sydlige har julen listet sig så tæt på, at kun en enkelt dag er tilbage inden turen går til Lyngby. Og ja.. i læste rigtigt.



Det er otte år siden sidst, men i år har Rasmus spillet på violiner og sunget seranader i en sådan grad at mormor og morfar godt var klar over at løbet var kørt. De slap ikke for besøg. Juleaften. Af Rasmus og jeg. Josefine er daffet afsted over dammen og skal fejre jul med sin USA’ske kæreste. I morgen triller vi til mit barndomshjem, og det glæder jeg mig usigeligt til. Gensynet med min mor og far efter halvandet år bliver næsten det bedste af det hele.  Lille Herman er jeg jo totalt pylret over i den forbindelse. Han har aldrig været alene længere end maks fire timer og slet slet ikke uden at Holger også var hos ham. Han tilbringer det meste af dagen med at spæne rundt udenfor, men han runder lige mor og godbidderne med jævne mellemrum dagen igennem. I morgen er mor ikke at finde som han er vant til, men jeg håber jo at han ikke går dybt nedbøjet hjemmefra for evigt bagefter.


20171223_104446


Indtil sønnikes ankomst, tilbringer jeg min dag i sofaen. Der kører den store julbagedyst galore på tv, og ja.. så er der egentlig ikke det store på programmet andet end tophygge. For ikke at gøre mig selv mere udmattet end nødvendigt har jeg købt ind til en lillejuleaftens tapas middag. Sådan. Bum.


Jeg vil her benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig jul. Håber den bliver som i drømme, og at alle får hvad de har ønsket sig.


IMG_2597





Og hov.. PS:  jeg er stadig røgfri :- )  kan i dag prale af hele 14 dage uden nikotin. HEP!

18 december 2017

Rygestoppets mange faser





20171213_141513


Pyhh denne weekend har været hård at komme igennem. Et totalt underligt mønster sådan et rygestop har synes jeg, men efter seks-syv dage uden de store indre dramaer, blev lørdag og søndag et par dage med mærkbare huller i mit liv, der hvor cigaretterne plejer at være. Jeg giver ikke op og jeg hænger stædigt fast, men noj det har fyldt meget i vanehalvdelen af min hjerne. Afgiftningen går sin gang som den skal,  og her er det ret utroligt at opleve de forskellige reaktioner/bivirkninger der komme fra kroppen. Den ene afløser den anden, og de står vel nærmest i kø og venter bare på at det bliver deres tur til at slå sig løs. De har en fest er hvad de har. Bivirkningerne..


Hudkløe, hovedpine, tandværk, urolig mave og måske allermest generende, dårlig nattesøvn. Jeg er sgu lidt småtræt efterhånden, og det er vel nok fem-seks nætter siden jeg sidst sov godt og uden uro.


Det skal være svært før det bliver let, vil jeg hermed tillade mig at omskrive en vis talemåde til.


20171213_141022


Røgfri er jeg heldigvis og for hver dag der går nærmer jeg mig mere og mere en ny status som eksryger. Den bedrift bliver mit helt bevidste bidrag til, at afslutte et rigtigt godt år med. Et år med masser af sejre og fremskridt. Et år, hvor det gode heldigvis har været meget mere synligt og mærkbart end det dårlige og svære. Næste år må jeg så se om jeg kan få gjort noget ved min elendige kost og kondition..

14 december 2017

En mørk december nat






20171214_012539



Det er natten til min røgfri dag nummer seks, og jeg sover ikke. Faktisk har der lige været et par nætter med uro, men det er forventeligt, så jeg står bare op når jeg ikke kan ligge under dynerne længere. Kunsten lige nu er, at jeg normalt ville ryge på mine søvnløse nætter, og den går jo netop ikke nu. I nat er det heldigvis lettere end det var forrige nat, og den var nemmere at komme igennem end natten før den. Og sådan er det heldigvis gået siden jeg lørdag morgen skoddede min sidste cigaret.



20171204_063438


Nætterne er mørke i december, men jeg hygger mig gevaldigt når nu jeg ikke kan sove. Jeg lytter til en podcast som falder lige i min smag. En julekalender om Händels Messias i 24 afsnit (naturligvis), og oplæst af Katrine Nyland Sørensen. Hun har en totalt behagelig stemme, som egner sig så perfekt til netop at fortælle. Hvert afsnit er på omkring fem minutter, så jeg lytter forfra og om igen. Efter jul håber jeg at kunne høre alle 24 afsnit i eet hug.


Selve rygestoppet er i det hele taget gået, som man kan læse om flere steder, og selvom jeg vil gentage at jeg ikke har været blind for konsekvenserne af at ryge, så ER jeg alligevel en smule forbløffet over at opleve positive forandringer allerede i det første døgn! Jeg skoddede den sidste omkring kl otte lørdag morgen, og da jeg gik i seng samme aften ( altså ca 14 timer senere), lugtede mit ellers rene og nyvaskede sengetøj af røg!!!!  DET kom bag på mig. Altså at jeg kunne lugte det, til forskel fra alle de andre mange aftener jeg er gået i seng. Og sådan er det gået slag i slag hver dag siden. Jeg har mere eller mindre fulgt de faser jeg har kunnet læse om.


Efter ca 14 timer kunne jeg selv lugte røgen.

Søndag fik jeg diarre og jeg lugtede kemisk det meste af dagen. Jeg fik en lettere snurren i kroppen og blev også svimmel, men ikke noget der er værd at ofre mere tid på end i en bisætning.

Mandag morgen kunne jeg uden at blive svimmel, inhalere min astmamedicin OG holde vejret som anbefalet. Den gik ikke så sent som bare aftenen forinden.

Tirsdag tudbrølede jeg det meste af dagen! Over alt muligt ligegyldigt, og det var som om jeg nærmest skyllede gift ud gennem tårekanalerne. Jeg er totalt overbevist om, at det har været et eller andet kemisk, der fik mig til at gå sådan i spåner.

Og så kom onsdag. Dagen i går. Min femte uden røg. Allerede her gik det hele meget nemmere, og som en lille ekstra hjælp til mig selv, var jeg henne for at få nåle i ørene til, at sætte ekstra gang i rensningen af min krop og mine organer, men tag endelig ikke fejl af min begejstring og optimisme.. jeg har været totalt hysterisk i perioder, og febrilske vandreture har været inde over for at styre abstinenserne. Det har været og ER sindssygt svært, men jeg er overrasket over at det ikke er værre alligevel. Jeg mener, jeg har jo forsøgt flere gange før. Denne gang er jeg bare i stand til at holde fokus og blikket stift rettet mod min ambition. Det lyder virkelig fromt og en smule trættende, men jeg kan simpelthen SE mig selv som ikkeryger, hvilket er en kæmpe forskel fra tidligere. Det har også hjulpet, at jeg hen imod afslutningen af rygerlivet har været enormt træt af smagen af cigaretterne. Jeg gaaad næsten ikke tænde den næste. Eller den efter. Halvdelen har været pr. automatik, og jeg har ikke nydt dem i samme grad som jeg plejede. Og det er DET jeg hele tiden minder mig selv om, når jeg rammer de situationer, hvor en cigaret i hånden er såååå fristende.


Som nu feks. Jeg har elsket at skrive og ryge og drikke kaffe. Når jeg var søvnløs. Eller at strikke og ryge og drikke kaffe.


Nu er der ikke længere en pakke med cigaretter ved siden af mig, og jeg kan helt ærligt sige at i nat, efter fem hele døgn mangler jeg ikke den pakke. Jeg er ikke konstant bevidst om, hvor mange jeg har på lager og jeg er ikke længere tvunget til at gå ud i al slags vejr fordi jeg er løbet tør. Hvilken lettelse er det ikke lige.. Jeg er sikker på, at jeg kommer ud på den anden side til et liv som eksryger, men indtil det sker vil jeg bestemt ikke være kålhøgen, og erklære mig røgfri og det gik da strygende med den afvænning. Det hedder een dag ad gangen en tid fremover, men hver af de ene dage er kæmpe sejre. Og hver af de ene dage er et skridt tættere på målet om at leve sundere, få mere overskud, slippe af med gener og bøvl og fremfor noget andet, er de med til at frigøre mig fra en last, der uden tvivl har styret mit liv på sin helt egen insisterende måde.


Det er en fed fornemmelse.


I det hele taget har hele 2017 været een lang fed fornemmelse. I store træk.


Efter syv lange år, hvor jeg hvert år til nytår har tænkt at NU måtte næste år da bare blive bedre, så kan jeg endelige af et ærligt hjerte skrive i historiebøgerne, at dette år blev vendepunktet for mig. 2017 blev året, hvor jeg uafbrudt har haft oplevelsen af bare, at blive stærkere og stærkere, og mere og mere selvkørende. At være mere og mere fri. Eneste jeg reelt mangler nu, er stadig at blive repareret der inde i det mørke dyb, hvor besynderlige mekanismer holder mig fast i et jerngreb. Så at sige. Lige på det punkt oplever jeg nemlig på ingen måde, at være frigjort og velfungerende. Lige på det punkt har jeg ikke rykket mig en meter. Når det kommer til det sociale, og til at være alle andre steder end hjemme, er jeg i allerhøjeste grad stadig ufri.


Rom blev ikke bygget på een dag..



20171211_110126

11 december 2017

Rygter vil vide..




69625_10151532062953054_2113147678_n


… at er der faldet sne i Jylland.


Passer det, vil jeg i så fald lige minde snemanden om, at jeg jo altså er ret så vild med sne, og at jeg jo altså vil føle mig noget så forbigået, hvis ikke der også kommer sne på Lolland. Hvis han er i tvivl om den nøjagtige position, så kommer jeg da gerne med koordinaterne..


Snefald afleveres venligst hertil:

Længdegrad  11. 386259999999993

og breddegrad  54.693542




72634_511819918868769_30803286_n



Med den lille reminder på plads, og ikke meget nyt at berette om fra havelivet, så vil jeg i stedet fylde pladsen ud med nyheden om, at jeg er begyndt et rygestopforløb.  Med andre ord er jeg stoppet som ryger fra og med lørdag morgen. Det giver ikke meget mening, at indhalere astmamedicin på daglig basis, hvis jeg også inhalerer nikotin. Selvom astmaen skyldes noget andet, er der ingen vej udenom fornuften. Desværre. For jeg holder af mine smøger, især dem jeg fylder nætterne med når jeg er søvnløs. Eller dem jeg snupper når jeg holder pauser i haven.


Men, det er slut nu med den fornøjelse. Det er slut og det glæder mig trods alt. Jeg tog beslutningen allerede den dag jeg forlod apoteket med den første inhalator.


Min krop skulle efter sigende få det sååå meget bedre, og jeg vælger at støtte mig op ad den lygtepæl så jeg ikke opgiver ævred inden jeg når at mærke effekten af rygestoppet. Faktisk mærker jeg jo allerede en forskel nu, og det ville jeg have forsvoret i fredags da jeg vidste at “ i morgen er det slut”. Til at holde mig selv fast i beslutningen bruger jeg blandt andet en app, som hele tiden kan vise mig, hvad jeg har opnået indtil nu. Det er ret genialt, og ansporer mig til lige at ville tage en time mere, en dag mere osv osv.


20171211_174657

Som det ses er jeg netop i dette øjeblik, blevet 106 kroner “rigere” og kroppen er sparet for 54 cigaretter. Hver aften overfører jeg beløbet på en pakke smøger til en særlig opsparingskonto, og det tilføjer lidt ekstra bonus til den udfordring jeg har givet mig selv.


Der findes i dag ikke den ryger som ikke er helt bekendt med konsekvenserne ved at ryge. Heller ikke jeg. Det er bare ikke det samme som, at det er motivation nok til at stoppe desværre. Det er ikke noget man bare lige kaster sig over fordi NU skal det være. Ikke hvis man vil have succes med stoppet. Jeg selv har forsøgt forgæves nogle gange, og blandt andet kan I læse om, hvordan det gik og sidenhen ikke gik, her:

https://defemibyen.blogspot.dk/2013/04/jeg-lrer-nyt-hele-tiden.html


Denne gang VIL jeg bare, at det lykkedes for mig. Det har, uanset hvor meget jeg har hygget mig med at ryge, i flere år irriteret mig at jeg kunne bruge pengene til så meget andet. Garn eller planter feks. Nu har jeg så oveni argumentet om flere lommepenge, så også lige fået læst en bunke rygestop sider, som har forsynet mig med de kendsgerninger ingen glad ryger gider forholde sig til. Jeg gider godt. Nu. Jeg er selvfølgelig spændt på, om jeg denne gang får ligeså ondt i gebisset feks. Jeg er også ret spændt på, om rygestoppet virkelig skulle vise sig at have en effekt, så jeg får mindre ondt i kroppen, og dermed mere tid til at lege i haven. Som skeptiker vil jeg mærke det før jeg tror det, men som rygestopper håber jeg det fanme.

Et af mine tricks til at styre trangen er blandt andet, at jeg lige indstiller skydningen med måltider i vante frekvens. Hver gang jeg spiser eller drikker kommer behovet nemlig, så hvad er mere logisk end at begrænse indtaget af kaffe og mad. For mig er det totalt logisk, og nok mere nemt end for så mange andre, for jeg har jeg jo i årevis været møghamrende bedøvende med mad. Ved ikke hvorfor, men det jeg spiser, spiser jeg kun for ikke at maven skal knurre. Jeg kan sagtens nyde mad, når andre har lavet det til mig, men selv gider jeg som bekendt kun sjældent at gå i køkkenet. Jeg er glad for mit seneste køkken, og har benyttet det oftere end de forrige fem, men som sagt er det ikke madlavning, og derefter røgtrang der kommer til at få mig ned med nakken. Jeg synes det er sværest når jeg ikke kan sove om natten, og når jeg går i haven, så det gælder mest om at få sovet igennem, OG så ville det også hjælpe gevaldigt hvis



…  det ville begynde at sne NU. Og helst i de næste par uger.




a5025ca4e77f7d407c86159a8a593e97

05 december 2017

Vågeblus i haven





20171125_121830

På denne årstid er det i manges øjne begrænset, hvad der kan laves i en have. Det ER da også både vådt og koldt nu, og det mere end vi ellers har oplevet i november de seneste år, men helt på vågeblus er min have ikke.

Hvis vejret ellers arter sig, hvilket hos mig betyder tørt og vindstille/let vind, smutter jeg i tøj i lag og går ud. Det meste af mit liv har jeg været inde om vinteren, men nu benytter jeg enhver mulighed for at være ude. At kunne gå ud uden at skulle planlægge en udflugt er en gave for mig. Det sene efterår og hele vinteren er nemlig lige præcis der, man kan tulle rundt og lave nogle af de ting, man ikke har tid til når havesæsonen er i gang.


I forrige weekend øjnede jeg således en chance for lidt jordforbedring. Vejret var fint. Luften frisk og solen høj.


Jeg ringede til naboens datter, som holder opsyn med huset, og spurgte om det var i orden, at jeg gik over og rev alle bladende sammen, der lå i et tykt lag på plænerne. Hun blev mildest talt en smule forbløffet, men da hun havde sundet sig lidt over den besynderlige københavners vintervaner, var hun mere end glad for at jeg gad. Jeg forklarede hende, at det for mig betød dejlig udetid, dyrebar gødning til et par bede med dårlig jord, og sidst men ikke mindst følelsen af at gøre en smule nytte. Med det samme begyndte hun at fable lidt om betaling i form af rødvin eller noget, men jeg fik på det bestemteste slået fast, at det IKKE var meningen. At jeg ringer og beder om at få hendes halvdøde bladaffald, er min gevinst jo.



20171125_121318


Så sådan gik det til, at jeg brugte et par timer ( med indlagte pauser) på, at indsamle alle de blade jeg kunne, og nu ligger der et tykt lag, som bare skal have lov at formulde stille og roligt gennem vinteren. Til foråret har jeg planer med netop det stykke jord, og når tiden kommer vender jeg resterne i jorden.


20171125_130300



Begrebet genbrug kan dække over rigtig mange ting og metoder. I dette tilfælde genbruger jeg naboens sommerhave til, at forbedre min vinterhave. Bladende ligger som et beskyttende lag indtil foråret samtidigt med at de fodrer regnormene.


Win Win.




20171125_142513

02 december 2017

Den første frost i haven




20171202_095445


Vi har december nu, og i dag har min have fået den første dosis af frost. Det svinger jo rigtig meget lokalt om der er frost som bebudet, og her hos mig blev det altså i dag, jeg kunne stå op til smukke hvide kanter på husløgene. Sådan en chance vil jeg ikke lade gå fra mig, så før alt andet, selv kaffen .., smuttede jeg i nattøj og røjser ud med kameraet. Solen stod højt på himlen og det var kun et spørgsmål om tid før den hvide glasering igen forsvandt for denne gang.



2016-12-02 10.36.08

På sådan en tur mærker jeg savnet efter Holger, selvom Herman og jeg har fundet os selv i en ny hverdag nu. Holger er stadig så meget en del af mit haveliv, at det især er når jeg går rundt derude, at jeg mærker min lille vens fravær. Herman er mere på farten end Holger nogensinde var, så mine timer i haven er mere “ensomme” nu. Herman ER med og han har helt styr på, hvornår jeg er udenfor, men hold nu op det er som at forsøge at fange vinden, når jeg vil have et foto af ham! Holger fulgte mig nysgerrigt rundt, og holdt sig som oftest lige i nærheden når noget aktivt skete, Herman.. ja han er absolut også nysgerrig, meeeeen her er vi mere ovre i noget med at spunse rundt i en nyindsamlet bunke blade, eller determineret opgravning af en plante jeg lige har sat i jorden.


20171202_100934


Det er forresten sjovt så forskellige de to’s adfærd er/har været. Holger var stille men royalt insisterende, hvorimod Herman “råber” op når han mener jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. På min tur rundt i dag, tog han sig allernådigst lige tid til at følge lidt med rundt, men så snart jeg standser op går det bare for langsomt, og han styrter igennem hækken og tilbage til sin private legeplads på den anden side. Han er væk, dukker op og kalder, er væk igen, kalder, spæner, kalder osv osv osv.



20171128_185822

Lad mig sige det sådan.. Herman har ingen problemer med at holde vægten! Hans nye vinterpels har givet ham den skønneste halskrave, men han er i fin form.



20171202_100234

Min have er jo ikke, som den feks var i Vestergade, hvor jeg decideret kunne gå tur fra den ene ende til den anden fordi den var så lang, men gå tur gør jeg nu alligevel. Nu er det bare mere noget med at gå rundt og rundt, og jeg kan dvæle længe ved en eller anden detalje som fanger mit øje. Den luksus har jeg nemlig. Og jeg er meget bevidst om, at jeg endelig er et sted og på en plet, hvor jeg kan sige at stress ikke længere fylder mig op konstant. Det er lidt sjovt, at med det lille og forholdsvis kedelige liv uden matrielt overforbrug jeg lever…


… så lever jeg til overflod med vore dages mest eftertragtede luksus.  Jeg har tid. Tid til at dvæle. Tid til at lave det jeg har lyst til og til at hvile så meget som jeg behøver. Kunsten for mig er så ikke at bruge for meget af den tid på, at spekulere og tænke mig selv til døde over alt det jeg ikke kan ændre eller forstå.


Har jeg har spekulationer eller uro, kræver det kun at jeg klæder mig på efter vejret og går i haven. Jeg mærker den indre ro overtage allerede inden mine fødder rammer gummistøvlerne. I øjeblikket er der ikke lige noget som overvælder hjernen, men roen i haven mærkes ekstra meget på en frostklar og stille lørdag morgen:


20171202_09541220171202_09551320171202_09564120171202_09593620171202_10035020171202_10061220171202_100820



En lille halv time brugte jeg derude i dag. Ville gerne mere, men det er trods alt for koldt, og så er det da fantastisk, at jeg med den tid jeg har og som er min helt alene, kan beslutte at resten af dagen skal bruges henslængt på sofaneseren. Med julefilm i flimmeren og lidt uld mellem hænderne.


IMG_20171113_200500_127

27 november 2017

Ændret fokus og genoplivning





20171125_142532


Jeg har nu opdateret bloggen, og fokus skifter fra en blandet landhandel til haveliv.


Der er lavet en fane med links til strik og garn, en fane med havelinks og jeg har opdateret min profilfane.


Jeg arbejder stadig på at bloggen bliver som jeg har tænkt mig..


Vi ses igen inden længe.

03 november 2017

Finale til tiden og tak herfra





IMG_20171102_131222_291

Det er november nu. Allerede. Det er som om, at jeg med alderen får mere og mere travlt med at kigge på hver eneste dag, for året har mere fart på end Concorden, og er jeg ikke opmærksom, smutter sådan et år forbi min tid her på jorden før jeg opdager det. Hvorfor er det, at tiden går hurtigere nu, end førhen? Er det fordi jeg i dag har tiden til, at mærke tidens gang? Tiden er jo den samme, som den alle dage har været. Der er ikke kommet færre dage på et år, eller mindre timer på en dag, der er stadig ti år i et årti og hundrede år i et århundrede, men alligevel er det som om den tid jeg lever i løber forbi mig, hvis ikke jeg er virkelig påpasselig med at holde godt fast i den.


Så jeg binder en snor i hver dag, og gør mit til at netop denne dag bliver husket som noget særligt.

IMG_20171101_195826_455

Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at snoren sænker farten på mine dage, men fordi jeg har et fast greb i den, kan jeg give mig selv en fornemmelse af indbildt kontrol. Den imaginære snor er i virkeligheden mit kamera. Mit kamera, som jeg hver eneste dag ( næsten) bruger til at fryse tiden fast, så jeg kan kigge tilbage og se, hvad det nu var der var så særligt lige netop den dag. Og den før og den efter.


IMG_20171101_055352_887

Jeg har “millioner” af billeder liggende efterhånden. Nogle gør det rigtigt ondt at kigge på, så de ligger urørt og samler digitalt støv til engang det måske bliver vigtigt for mig, at kunne finde dem frem, men de fleste gør mig glad. De allerfleste fortæller mig historier om udvikling og fremskridt, om kampe og sejre, og om milepæle og venskaber.


Og så er der alle dem hvor planter og farver og uld er i fokus. Og dem med mine børn på. De billeder er de bedste. Hvert eneste billede er et sekund, der er frosset for tid og evighed, og med dem kan jeg få hjælp til at huske det tiden har slettet for mig.


Tiden.



Hver ting til sin tid siger man. Der er en tid for alt, og tiden læger alle sår.



Tiden spiller en rolle i mange af vores sande og kloge ordsprog og talemåder.



Også her på min blog gør tiden sig gældende nu. Den har levet i næsten otte år, og nu er tiden inde til at sige farvel til den. Den har haft sin tid, og den har udspillet sin rolle. Den har gennemlevet den umodne og forsigtige barndom, brugt ungdommen til at finde sit ståsted og sin identitet og berettigelse som læseværdig, den har haft et rigt og fyldt voksenliv og den har ved haltet sig gennem alderdommen ved hjælp af krykker og kunstigt åndedræt. Så at sige.  Min blog har været min dagbog og min kontakt til verden udenfor, men tiden er inde til at takke af. Bloggen er ikke længere min bedste ven, for jeg har hele tiden dårlig samvittighed over ikke, at putte nye ord og sætninger ind på den. Tid har jeg massef af til det, men behovet er væk. Behovet for at notere og fortælle er skrumpet ind til Instaformatet for sandheden er jo, at jeg efter en meget lang rejse endelig er sat af på en perron, hvor jeg ikke er nødt til at kæmpe mig frem til udgangen.


Mit liv ser ud til endelig at være stabilt. HURRA. For nu. Ingen ved hvad tiden bringer, og jeg skal ikke være den der hylder den faste tro på, at livet er stationært, men alligevel. Jeg ER i mere ro nu. Og med den ro følger trangen til ikke, at fortælle så meget. Hvad pokker er der også at fortælle!  Jeg mener… min lykke er en fredelig og Ubegivenhedsrig hverdag, men med sådanne dage følger altså inden ordstrøm med.


Intet nyt er godt nyt, og det gælder i høj grad her og for mig.


Dog er en blog med intet nyt lissom lidt ikke særligt læservenlig tænker jeg…


Så kære læsere. Kære de af jer som stadig måtte være derude. Jeg takker af i dag. Takker for de mange gode kontakter jeg har fået via mine skriblerier. Jeg fastfryser tiden her på adressen, og lader den stå til evig tid. Min fremtid som skribent ligger muligvis et andet sted, og når jeg ved hvor det er så melder jeg ud. På Instagram og Facebook. Instagram har det format, der dækker mine behov som de er nu, og Facebook..  er jeg fanme træt af. Jeg har min profil der, men gider ikke rigtigt det der følger med af åndssvage reklamer, som forsøger at bilde mig ind, at mine venner synes godt om produktet!  Gu gør de da ej.


Vintertiden vil jeg bruge på, at tænke over om jeg skal finde en anden vinkel som skribent, for jeg kan i bund og grund godt lide at lege med ord, men mit problem er, at jeg ikke kan opfinde tekster. Jeg kan kun skrive de ord som er i mig i nuet. Og om min virkelighed. Fantast bliver jeg sgu aldrig HA!.


Sidder der nogen og læser med endnu, og som har ønsker til noget jeg kunne bruge ord på, så kom med forslag. Jeg er åben for nye muligheder.



Bloggen begyndte som de fem i byen, der hurtigt blev til de seks, og som ligeså hurtigt blev reduceret til de to. Så blev den til andre to og sidenhen tre og nu er den så endt med igen at være to. De to siger pænt tak for den tid i gad læse med og vi ses måske igen. I en anden tid.


Kærlig hilsen

Henriette og Herman


20171027_11472020171029_105902

27 oktober 2017

Når verden sover og her er helt stille




IMG_20171024_214609_986


Jeg er vågnet tidligt i dag. Meget tidligt! På en sommerdag er klokken 06.00 morgen ikke noget særligt, men en morgen sidst i oktober er det en palle-alene-i-verden følelse der rammer.


Der hvor jeg er i livet lige nu, gør det mig ikke noget. Jo, jeg ville langt hellere have den lyse morgen, hvis jeg selv kunne bestemme, men nu kan jeg rumme disse kulsorte morgener. Jeg kan finde rundt i dem så at sige. Jeg bliver ikke ramt af livslede, men tænder i stedet et par stearinlys og tillader stilheden og blæsten udenfor, at være det det er. Bare mørkt og blæsende.


Onsdag besluttede jeg, at lyskæden skulle op igen. Det er nu så tidligt mørkt, at det må være på sin plads, at lyse den ellers mørke villavej op, og når vintertiden er på plads på søndag, ja så er det nærmest et must. SÅ er det for alvor lystændingstid.


IMG_20171027_060733_096

21 oktober 2017

Følelser for en have




20171017_111653


I løbet af sommeren har en træthed sneget sig ind på mit havehjerte. Jeg mistede pludselig både lyst og inspiration ti,l at foretage mig noget som helst derude. Heldigvis var planen jo også, at med alt knokleriet gennem vinteren ville jeg kunne have en have, jeg ikke skulle bruge så meget energi på i sommerhalvåret, og jeg har da også virkelig bare nydt at være i den. Bare at være og glæde mig over at have en have.


Det nye for mig er, at jeg slet ikke har haft lyst til at smide strikketøjet og tage fat på et eller andet, og fantasien har været helt væk. Det måtte jo komme. Alle de forbandede flytninger HAR virkelig tæret og slidt på mig, og i år kom reaktionen så. Jeg har simpelthen bare ikke gidet eller orket eller magtet eller villet eller kunnet noget som helst med en spade.


Mine aktiviteter derude har derfor (også efter planen) været, at jeg kun har vedligeholdt. Græsset er blevet slået. Frø indsamlet. Blomster klippet og buketter sat sammen. Helt ærligt har det alt sammen været noget, jeg har måttet tvinge mig selv til fordi jeg har vidst, at så snart jeg kom i gang ville jeg jo blive både glad og opløftet, men åhh.. de smertende knæ og de deraf følgende sidegevinster i form af smerter i hofte, fødder og ryg kan helt tage pippet fra mig. Det ER bare en dræber, ikke at have sin normale bevægefrihed. Jeg mener.. jeg er sgu da kun 50 51!! Behandlingerne fra lægen har afgjort hjulpet, men kun delvist og indtil jeg er smertefri, går jeg bare og tænker at nooooj, hvor er der meget liv tilbage at leve, uden at kunne gå bare en kort tur sådan helt normalt. Jeg har helt glemt, hvordan det er at kunne gå uden, at det er noget jeg tænker over. At kunne tage for givet at kunne gå.


Der er ingen tvivl om, at kroppens svagheder påvirker min virkelyst udenfor.


Helt give op gør jeg dog ikke. Det nægter jeg fanme. Så inden længe tager jeg den tredje tur med binyrebarkhormon efter aftale med sød ung pæn læge, for de to første HAR nemlig haft positiv effekt, og bliver det ved efter samme mønster, ender det forhåbentlig med, at jeg igen kan gå en tur uden at ligne klokkeren fra Notre Dame! Der skal gå tre måneder mellem behandlingerne, så det må jeg affinde mig med.


IMG_20171018_180139_379

Når alt det så er sagt, så har jeg faktisk planer for havens videre udvikling, og jeg har de seneste to uger så småt været i gang igen, men det går sindssygt langsomt. Jeg er nede på at kunne være aktiv i max to timer, hvoraf den sidste er ren stædighed fordi jeg allerede efter et kvarter begynder at have det som om min knæskal er på vej om i hasen, men jeg VIL ikke sidde ned i min sofa fra morgen til aften, så to timer er et must for min forstand. Frisk luft og lys er et must for min forstand. Bevægelse er et must for min forstand.  Så sådan er det lige nu. Lidt har også ret, og det jeg normalt ville kunne effektuere på et par timer, tager i øjeblikket tre fire dage, men så går der sgu da tid med det. HA!


20171019_175646

Man kan altså også nå en del på et par timer, så jeg er ligeså langsomt ved at få sat skik på efterårshaven. Der bliver systematisk klippet ned, revet sammen, flyttet bunker, indrettet, sorteret, ryddet op og sat på plads. Der bliver leget med muligheder og ideer fødes. Blandt andet har mit første år her vist mig, at jeg ikke benytter baggården på samme måde, som jeg gjorde i de andre haver, så jeg er ved at lave den om til en kommende køkkenhave. En køkkenhave med højbede vel at mærke, for mine aktiviteter i køkkenet er jo mildest talt minimale, hvilket betyder at det ville være ren overkill, at begynde på det helt store grøntsagseventyr. Der skal bare være lidt kartofler, løg og hvad har vi, til mit lille forbrug. Jeg elsker kål, men nægter at gro dem i min have fordi kållarver er noget af det mest forbandede, og de ødelægger alt i fire kilometers afstand. Desværre. Jeg ved godt at jeg bare kan have fiberdug over og alt muligt, men det er såååå besværligt i mit hoved altså. Så jeg starter i det små. Og det passer mig fint. Jeg har blandt andet flyttet pottereolen og samlet den sidste stigereol. Og åbnet et stykke af hækken, så jeg nemmere kan komme om på bagsiden når der skal klippes hæk. Den tjans er nemlig også tæt på at tage livet af mig! 

20171017_111405

Jeg har over et par uger taget et spadestik eller fire hver dag, og nu er næsten hele komposten fjernet. Det skulle gerne ende med en fin “bagdør” ud til den nedlagte sti, som kommunen ikke vedligeholder. Forresten har jeg da også haft fat i nakken på Park og Vej. De har været forbi og jeg har vist dem, at der altså er et areal som på en eller anden måde skal vedligeholdes, for ellers kan jeg ikke gøre mit. Jeg har foreslået en lokumsaftale, men om de vil acceptere den er uvist endnu. Hvis de skærer min hæk af med 30 cm, og samtidigt sørger for at fræse hele arealet og dækker med et tykt lag træflis, så er det ok med mig, at jeg selv skal stå for at klippe deres side af hækken. Som det er nu kan jeg bare ikke vedligeholde helt alene. Meterhøje nælder, tidsler, blandet ukrudt og brombærrankler, skal væk hver gang jeg skal tage kommunens side af hækken. Det nægter jeg. Den vokser så idiotisk hurtigt, at jeg har klippet den to gange på en sæson. I det hele taget ville jeg elske at få hele hækken skiftet ud med et hegn! Der kan man vokse ting op ad, og så det det. NÅ!

Der er elementer fra både Vestergade og Søndergade jeg virkelig er ked af, at måtte undvære. Jeg prøver ikke at dvæle for meget ved det tabte, og i stedet gør jeg så forsøget og finder på nye særheder, som er lige netop denne haves signatur. Allermest savner jeg Holger. Virkelig meget. Hver dag. Jeg græder stadig hver gang jeg ser hans bamseansigt på et billede, og ville så gerne mærke hans bløde poter bare een gang mere. Heldigvis har jeg jo Herman, men det er ikke helt det samme. Holger min Holger..


IMG_0548

IMG_2070



Lige om lidt tager jeg arbejdstøjet på, og så går jeg ud og saver nogle grene. Naboen har nemlig en motorsav..

06 oktober 2017

Varm strik og levende lys





IMG_20171004_181904_160



De seneste dage har været mørke og kølige, og torsdag var så absurd våd at hele min have nærmest stod i vand til knæene. Det er da heldigvis sunket igen, og i dag er der mere lys på himlen, men faktum er at det nu er tid til de lune sweatre og tændte lys.


Jeg har bunken med sæsonens nye varmekilder klar, og mere ligger i strikkekurvene og venter.

20171006_082948

20170911_13412020170925_102913IMG_20170903_082232_199

20170701_144329IMG_20170731_183502_887


Det er den vildeste luksus for mig sådan at kunne forsyne min garderobe med nystrikkede sager hver sæson, men sådan tror jeg de fleste strikkere føler det. Selve det at kunne producere selv, at have muligheden og evnerne, at have tiden og roen til at lade verden fare forbi uden at tage tempoet derude, ind.  At kunne have blødhed og farver i hænderne hver eneste dag. Alle er de elementer af noget, som rigtig mange i dag betragter som den største rigdom i en verden af kaos og stress. God tid, indre ro, kreativitet, hjemmelavet, rene råvarer og udnyttelse af de resourser der er ved hånden. Alt dette har jeg i mit liv og jeg er taknemmelig. Jeg er også taknemmelig fordi gavmilde engle i mit netværk, betænker mig med matrialerne til denne så helende beskæftigelse. I foråret modtog jeg feks en sort sæk fyldt til randen med uldgarn fra Garnudsalg. Giveren mente, at jeg ville få større glæde af det end hun selv, hvilket jeg mistede mælet over en stund. For der var meget. Som i virkelig meget. Garn til chunky strik og garn til lette sommermodeller. Garn i varme vinterfarver og garn i lyse sommerfarver. Mohair og alpakka, lammeuld og fåreuld.

Summen af det hele er, at jeg trods min status som pensionist med begrænsede midler, alligevel er rig.

Jeg er rig på et stort og varmt netværk over hele landet. Mennesker der tænker på mig. Jeg er rig på evner, der kan få genbrug til at se godt ud, og haven til at bugne af farver og jeg er rig på tid. Det sidste er endda nok det mest værdifulde.


IMG_20171003_155514_916