12 januar 2018

Om den skrøbelige vilje





20180111_112638


Egentlig ville jeg gerne på skrift komme med en længere udredning om mine bevæggrunde for dette og hint, men ved I hvad.. jeg er SÅ træt lige pludselig. Een enkelt læser insisterer hårdnakket på, at fastholde mig i det der hidtil har været motivet til at blogge, og selvom jeg af alle kræfter forsøger at formidle mere lyse og optimistske tanker herinde, så ER jeg stadig borderliner og har som sådan STADIG de samme mekanismer inde i mig selv. Mekanismer som betyder at der ikke skal mere end EET enkelt menneskes påvirkning til for, at jeg komplet mister lyst og gnist til at dele mit liv med nogen som helst.. Ord er lige netop det eneste der skal til for at nedbryde det jeg så gerne vil forsøge at bygge op for mig selv. Et liv med optimisme og livslyst.


Det gik op for mig efter min beslutning om at stoppe, at jeg ikke kunne undvære skriveriet, men også at jeg måtte skifte spor for at kunne fortsætte. For at det gav mening. FOR MIG! 


Hende her mener tydeligvis ikke at det er iorden, at jeg nu fokuserer på andre aspekter af det liv jeg har. Jeg orker ikke at gengive her, men hendes kommentarer står at læse frit for alle, og også frit for alle til at have en mening om. Der er ganske givet masser af holdninger til hvordan hendes ord skal opfattes, men sådan som JEG læser dem og sådan som de påvirker MIG, har det den effekt at jeg nu igen slet slet ikke ved hvilken måde jeg skal gribe mit skriveri an på. Jeg har mistet lysten. Igen.


Jeg har forsøgt på mange måder. Med venlig diplomati. Med mere skarpe vendinger. Intet virker. Det eneste jeg har tilbage er lysten til at råbe   SÅ STOP DOG MENNESKE. Lad mig for helvede gå den vej der er bedst for mig. Og fri mig for skyld over at “svigte” alle de der stadig kæmper. Jeg er en privat person der har delt af mig selv, og som sådan står det mig frit for at vælge hvad jeg vil formidle.



Jeg må lige træde et skridt tilbage.


Igen.


Desværre.

17 kommentarer:

  1. Hej
    Jeg elsker billederne fra din have og fra dit hus. Jeg elsker, at du 'roder' alle mulige glade farver sammen. Og jeg nyder at læse dine indlæg, og selv om jeg ikke kender jeg, glæder det mig, at du har det bedre og er blevet i stand til at tackle hverdagen. Så fortsæt endelig skriverierne om .......... ja, hvad der lige falder dig ind.
    Knus
    Liselotte

    SvarSlet
  2. Det er bare ikke OK! Nogen mennesker forstår ikke et nej! )-: Jeg har altid syntes, at det var så skønt, at du skrev, hvad du havde lyst til. Det er vel meningen med din blog. Håber du får lysten igen. Kram. <3

    SvarSlet
  3. Hvor er det trist, at nogle har så lidt at gå op i i deres eget liv, at de gør det til en sag at ødelægge andres :(

    Jeg er ikke havemenneske, men nyder stadig at se DIN glæde over dét liv, og følge med i din færden også dér. Som Borderliner føler jeg, at jeg personligt får meget ud af at følge dig, fordi jeg så ikke føler jeg er alene om de kampe vi kæmper. Det er ren egoisme, men ikke desto mindre kommer der jo så noget ud af det for dig - Du hjælper andre med at føle sig mere normale og på plads i verden, selvom hylden er lidt vakkelvorn ;)

    Jeg er ked af, at det har stjålet din glæde ved at skrive og få det ud. Men jeg håber, at du kan mane det i jorden, og senere finde tilbage til tasterne.

    PS: Min verden har også været væltet, men stenene ligger der fint endnu, og venter på jeg har rejst mig helt, så jeg kan få dem sendt <3

    Knus og kattekram fra Jannie

    SvarSlet
  4. Kære Henriette. Jeg håber, du vil blive ved med at følge din egen sunde vej, til dit liv med lys og glæde, nu.
    Jeg tror, i al forandring, i alle menneskers liv, er der altid nogen, der vil prøve at holde den, der forandrer sig, fast. Det handler om ting i dem selv. Og ikke nødvendigvis i de mennesker, der forandrer sig.
    I den korrespondance, I to har. Set herfra, har du fat i den helt rigtige ende. Du sætter ord på de følelser, der er naturligt opstår i dig, når du modtager sådanne beskeder. Og du har et stærkt kognitivt overblik.
    Selvfølgelig bliver du ked af det, det er helt naturligt, men hold fast i dig selv. Og giv ikke hende - eller nogen andre - magten til at bestemme over dit liv. Behold magten - din egen seje livskraft - hos dig selv.

    Al liv er forandring. Det ved du om nogen, der passer en have. Det må du aldrig føle skyld over. Det er ægte, sej livskraft. Og jeg ønsker alt det bedste for dig.

    Kram herfra Laila









    SvarSlet
  5. Åh, hvor jeg husker det fra de år, jeg bloggede. Vildt fremmede, der reelt ikke kendte mig, tiltog sig ikke desto mindre ubegrænset ret til at fortælle mig, hvordan jeg da bare skulle leve mit liv. Når jeg f.eks. - i min indædte kamp mod, stress, depression og panikangst - oplyste, at der var 13 måneders ventetid hos byens eneste privatpraktiserende psykiater med overenskomst med det offentlige - jamen så var det da bare noget, jeg fandt på for at gøre mig interessant. Links til psykiaterens hjemmeside, hvor det selvfølgelig stod sort på hvidt - jamen dem havde jeg vel i virkeligheden bare selv produceret!

    Da jeg endelig fik en tid, og vi efterfølgende forsøgte med diverse medicin, jeg desværre kun havde bivirkninger af, var det igen udelukkende min egen fejl. For kendte alle disse velmenende mennesker måske ikke selv nogen, hvis mosters fætters nabo havde haft forrygende god effekt af dette eller hint præparat? Jo, det gjorde de nemlig, og det var for dem uden betydning, at mosters fætters nabo faktisk havde fejlet noget helt andet - det var forrygende :-D

    Jeg har det ret godt i dag - på trods af, at jeg selvfølgelig afviste alle disse åh-så gode råd. Det har jeg, fordi jeg fik den relevante, professionelle hjælp - og selvfølgelig selv gjorde et kæmpe-arbejde undervejs. Men det er lidt betegnende for det her samfund, at vi tilsyneladende ikke har lov at rykke os i den positive retning. Give udtryk for det. Og det er vel i virkeligheden, fordi andre så mister mulighed for at "stakle" os - hæve sig selv lidt op af hængedyndet på vores bekostning.

    Disse andre er i mine øjne de virkelige stakler :-)

    SvarSlet
  6. Åh, hvor er det ærgerligt, jeg nyder dine skriverier og har fulgt med i mange år - tænker om du kunne lukke muligheden for kommentarer i en periode, så vi kan få lov at glæde os over det, du skriver, uden nogen kan ødelægge noget for?

    SvarSlet
  7. Åhh hvor jeg kender det der! Som mor til to sønner med autisme har jeg ikke tal på hvor mange der vidste mere end jeg (og min mand) for vi var jo udvidende i stort set alt. Det har kostet så meget at nå dertil hvor vi er i dag. Mine sønner er begge i 20'erne nu og behøver stadig hjælp og støtte - en støtte som kun vi forældre kan give vores drenge. De er nået langt fordi vi droppede alle de der "råd" fra både den ene som den anden. Vi valgte at hjemmeundervise vores drenge - selvom vi blev advaret på det kraftigste. Det er simpel hen det bedste vi har givet vores sønner og som har hjulpet dem et langt stykke hen af vejen.
    Henriette du skal tro på dig selv og det du gør i forhold til dig - alt det vi andre mener er ligegyldigt Det handler KUN om dig - og du er kommet langt. Bliv ved med at blogge - det hjælper også at få tingene ud på skrift. Den person du ikke kan håndtere - hende kan du blokere så hun ikke længere kan kommentere. Du kan også vælge at lukke for kommentarer en periode og glæde dig over at kunne skrive. Jeg blogger selv og har fravalgt kommentarer - dæleme om nogen skal tage min glæde ved at skrive om stort og småt fra mig!!

    SvarSlet
  8. kære henriette, hvor er det synd at du skal blive presset til at træde tilbage fra den ene ting som giver dig og os andre en glæde. jeg beundre din store farvesans, og dit skrive talent, jeg elsker at læse din blog og se hvad du finder på i din have. Jeg vil bare påpege at det er en kunstners lod at der vil Være et måske skrøbeligt sind der ligger til grund for kunsten. du er i mine øjne en kunstner, med et skrøbeligt sind, det mener jeg ikke på en dårlig måde, men som en stor gave for vi andre, det er en gave som kan slide på dig, så jeg vil bare vente på at du igen for mod på blogger. du har et liv som du har valgt at indvie os andre i, og det kræver et stort mod. i mine øjne du et meget modigt menneske. du er en kvinde som der skulle være mere respekt om, du er et helt menneske, med de udfordringer du har i dit liv, og det beundre jeg, meget. hilsen fra jannie fra valby

    SvarSlet
  9. Henriette, lad være med at give hende den sejr. Du er den stærke her. Det er dig, der er på den rette vej, ikke hende. Man kan kun have ondt af sådan et menneske, som ikke vil lade andre flytte sig. Jeg stor-elsker din nye stil :) Som Jannie skriver, så har du den mest fantastiske farvesans, og du udnytter den til at give dig selv OG OS ANDRE en bedre dag. Tag en lille tænkepause, men hold fast i alt det gode, du har opnået, og fortsæt så der fra :) Vi støtter dig. Alle sammen på nær én. Og den ene skal ikke ha' lov til at få magten, hører du?
    Mette L

    SvarSlet
  10. Hej Henriette. Jeg håber at du finder gejsten igen. Bloker personer der ikke vil dig det godt. Du er en eminent skriver og fantastisk med ord og farver. Har fulgt dig længe og glædet mig over stort og småt. Glædet mig enormt over dine fine billeder af have og katte. Også selv om jeg ikke er havemennesker og er til hunde. Krydser fingre for at din gejst vender tilbage igen. Mvh Lene

    SvarSlet
  11. Kære Henriette! Jeg kan kun tilslutte mig hver eneste af de øvrige kommentarer, som alle sætter så fint ord på, hvorfor vi holder så meget af at følge dig ❤️ Be yourself - everyone else is taken ❤️ Kæmpe knus fra Marianne

    SvarSlet
  12. Kære Henriette.

    Jeg behøvede ikke en gang at gå tilbage og læse kommentarerne før jeg havde gættet hvem du mener. Du skal ikke lade dig gå på, nemmere sagt end gjort, men du er så meget mere ovenpå med dit liv, så lad ikke en smålig snæversynet kvinde ødelægge det for dig, det fortjener hun ikke! Du fortjener derimod en masse cyber kram og klap på skulderen, du er kommet så langt! �� Du er så ærlig og herlig at følge
    Nyder dine skriv, billeder og tanker.
    Kram Pernille ����

    SvarSlet
  13. Du skal gøre lige præcis det som føles rigtig for dig.. Det her er din blog og dermed dig der bestemmer.. Sådan er spille reglerne bare og hvis du trænger til en pause eller til at skifte retning, så er det 120% din beslutning og så fuck med hvad andre tænker.. Jeg har selv perioder hvor jeg ikke kan overskue blogge, men jeg ved at når jeg så vender tilbage igen, så er det af lyst og ikke tvang og det er jeg sikker på man kan mærke på ens indlæg.. Så pyt med hvad andre skriver eller tænker, det må være deres hovedpine.

    DU er dejlig som du er og jeg er kun stolt af dig, når du formår at holde en pause eller passe på dig selv.. Krammer <3

    SvarSlet
  14. Kære Henriette,
    Jeg har også fulgt dig over flere år nu og jeg har altid elsket den måde, du har beskrevet dit liv og din hverdag på og inspireret os andre samtidig! Og det gør jeg stadig! Du har været og er i en fantastisk udvikling og hvor gør det mig glad, at læse, at du kan se Henriette igen, kan se dig selv klarere og, kan man sige, har fundet dig selv igen, efter disse seje, hårde år, med masser af selvransagelse. Du fortjener det hele og det bedste og jeg håber også, du vil fortsætte med at blogge og nyder alle dine skønne, farverige fotos fra dit liv, hus og have - og Herman, ikke mindst. :)
    En Kæmpe Kærlig Hilsen herfra,
    Marianne

    SvarSlet
  15. Kæreste Henriette.

    Alt det kloge jeg kunne finde på at sige står ovenfor, skrevet af en flok gæve mennesker der vil dig det godt.
    Jlene anbefaler dig at blokere personer, der ikke vil dig det godt - gør det! Du har ikke på nogen måde pligt til at finde dig i alle udgydelser, især ikke når de går dig så nær.

    Og med hensyn til de sære kommentarer der får dig til at reagere: Du hverken kan eller skal bære hele verden på dine skuldre.
    Du kan glæde os mange med dine vidunderlige skriverier, men du har intet ansvar over for nogen af os, eller over for nogen andre i denne store net-verden.

    Pas godt på dig selv!

    SvarSlet
  16. Jeg ved ikke, hvordan det er at have Borderline, udover hvad du har beskrevet. Som sådan tænker jeg, at det åbenbart (lyder det som om), er dig umuligt, at sætte dig udover, hvad andre synes og mener. Jeg er da godt klar over, at det påvirker en i nogen grad, men risikoen for "tæsk" verbalt ihvertfald, er jo altid til stede, når man som blogger stikker næsen ud og udleverer af sig selv. Det lyder heller ikke som om, du vil lave om på, måden du gør det på, men bare at det har frataget dig lysten - igen. Øv, siger jeg, for jeg nyder dine skriverier, og det ved jeg mange andre også gør. Jeg håber, du snart finder lysten og måske værktøjer til, at et enkelt "Bad Appel" IKKE skal ødelægge det for dig - og os andre. Kan du ikke sætte moderator på dine kommentarer? Så kan du måske sortere vedkommende fra eller bare lade være at svare hende. Hvis du ikke svarer, er det jo også en slags svar, og så må vedkommendes "galde" stå for egen regning, og du får ikke sagt noget forkert. Du har forklaret dig (selvom du ingen skylder), slut prut! Kom snart tilbage!

    SvarSlet